En russisk minestryger er blevet alvorligt beskadiget som følge af en ukrainsk operation i Østersøen.
Det oplyser Ukraines militære efterretningstjeneste (GUR) mandag på det sociale medie Telegram, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er anden gang i år, at efterretningstjenesten har angrebet et russisk krigsskib i Østersøen, oplyser GUR.
Reuters har ikke kunnet verificere efterretningstjenestens oplysninger om angrebet.
GUR uddyber ikke, hvordan operationen udfoldede sig. Heller ikke hvornår den fandt sted.
Den ukrainske efterretningstjeneste oplyser dog, at vand kom ind i minestrygerens motor gennem "et mystisk hul" i et gasrør.
- Skibet, som havde base i byen Baltijsk (i Kaliningrad, red.) og skulle have været i kamptjeneste, blev alvorligt beskadiget, skriver GUR på Telegram.
Kaliningrad er en russisk eksklave, som ligger mellem Litauen og Polen og ud mod Østersøen.
Ifølge GUR undergår fartøjet større reparationer efter angrebet.
Efterretningstjenesten har delt en video, som angiveligt er fra 3. oktober og viser skibets motor efter operationen i Østersøen, skriver Reuters.
En anden del af videoen er angiveligt optaget 29. september og viser hullet i gasrøret.
Reuters skriver, at Rusland ikke har kommenteret angrebet. Desuden har nyhedsbureauet ikke kunnet verificere videoen.
7. april opstod der brand på et russisk krigsskib i Østersøen.
Både GUR og en proukrainsk sabotagegruppe fra Rusland hævdede at have påsat branden.
Russisk skib i Storebælt
Det russiske skib "Chusovoy" er blevet fanget af overvågningskameraer ved Storebæltsbroen mandag ved middagstid.
Det skriver Danwatch.
Ifølge mediet tilhører skibet Ruslands flåde og er angiveligt specialiseret i at opsnappe signaler fra vestlige ubåde.
Søndag blev den russiske militære slæbebåd "SB-123" observeret i dansk farvand.
Båden blev tæt overvåget af Søværnets patruljefartøj "P523 Najaden" i løbet af aftenen og natten til mandag.
Det viser AIS-positionsdata, som Danwatch har gennemgået.
AIS er et automatisk identifikationssystem, som gør det muligt for skibe at dele oplysninger om blandt andet deres position og kurs.
"SB-123" tilbragte mere end syv timer ud for Grenaa, før båden satte kurs mod Storebælt, hvor "Chusovoy" blev set.
Søværnets patruljefartøj fulgte efter "SB-123" til Storebælt, skriver Danwatch.
Sidste år skrev DR på baggrund af data fra op
/ritzau/