Politikutteren "Sisak", som Grønlands Politi har brugt de seneste 36 år, er blevet solgt på auktion.
Kutteren er blevet købt for 3,1 million kroner, fremgår det af B2B Auctions hjemmeside, hvor auktionen er blevet ført.
"Sisak" blev sat på auktion i slutningen af marts, og det har været muligt at byde på båden frem til tirsdag klokken 12.00.
Ifølge B2B Auctions var startprisen 1,5 millioner kroner, mens minimum prisen var 3 millioner kroner.
Der blev mandag afgivet et bud på 3.000.000 kroner og vedkommende nåede muligvis at tænke, at det var en sikker sejr.
Først klokken 11.58 tirsdag kom andet bud på 3.002.000, mens det sidste og vindende bud på 3.100.000 blev afgivet klokken 11.59.
Det grønlandske medie Sermitsiaq skrev i marts, at det i 2020 blev besluttet, at grønlandsk politi skulle have nye skibe, som er mere tidssvarende.
Derfor har det været muligt at byde på den gamle kutter.
Ifølge B2B Auctions' hjemmeside skal køberen afhente den pensionerede kutter i Nuuk senest den 1. maj.
Skibet overdrages med alt udstyr, bortset fra udstyr, som er forbeholdt politiet, eller hvor der står "politi".
Køber er i den forbindelse forpligtet til at overmale fartøjets "Politi stafferinger" samt den "gule stribe" straks efter overtagelsen. Og det skal ske, inden fartøjet kan forlade Nuuk.
Forskelligt udstyr og radioer skal desuden omprogrammeres straks efter overtagelse, og skibet omregistreres først til den nye ejer, når der er fremvist dokumentation for omprogrammeringen, fremgår det.
Kutteren er 25,12 meter lang og 4,97 meter bred.
Sermitsiaq har tidligere beskrevet, at tre medarbejdere i Grønlands Politi ville blive berørt af salget af kutteren.
De er blevet tilbudt arbejde andre steder i Grønlands Politi, lød det dengang.
/ritzau/