Døren er åbnet – om ikke på vid gab, så i hvert fald på klem for Martin Brygmann. Det skriver Ekstra Bladet, der kan afsløre, at den tidligere konge af dansk underholdning har fået sit første job siden juni 2024, hvor hans navn blev revet af alle plakater efter DR-dokumentaren ’Sexisme i musikbranchen’.
Siden har offentligheden ikke hørt en lyd fra den kendte skuespiller, men det bliver der ændret på nu. Martin Brygmann er nemlig blevet hyret som indtaler af lydbogen ’Mord og Mindfulness’, skrevet af den tyske forfatter Karsten Dusse, og som altså i den danske version er blevet indlæst af Martin Brygmann.
Det er forlaget Memoris, der har valgt at give den detroniserede stjerne en chance til. Og fra forlagsdirektøren, Michael Jepsen, lyder det, at han kun er glad, hvis det kan åbne nogle nye døre for Martin Brygmann.
- Hvis der i kulturlivet er en opfattelse af, at man ikke tør røre ved ham, eller ikke vil være den første til at gøre det, så vil jeg da gerne. Så må jeg tage de tæsk, der potentielt følger med, og så kan det være, der er nogle andre, som gerne vil binde an med ham efterfølgende.
Martin Brygmann blev sammen med blandt andre musikeren Claes Antonsen beskyldt for sexistisk og grænseoverskridende adfærd i den omtalte DR-dokumentar. Begge blev kort efter fjernet fra alle professionelle sammenhænge.
Men nu ser det ud til, at isen langsomt er ved at tø.
For bare ni dage siden kom det frem, at Claes Antonsen er blevet taget til nåde. Det er Charlottenlund Travbane, der giver den 61-årige musiker til igen at sidde bag trommesættet, når hans band ”The Antonelli Orchestra” skal spille den 2. maj.
Du kan købe lydbogen 'Mord og Mindfulness' her