Hvert år skrotter danske kommuner, virksomheder og private enorme mængder elektronik –
ofte udstyr, der sagtens kunne have fået et nyt liv.
Samtidig står tusindvis af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet uden mulighed for at få en reel chance.
Det er præcis de to udfordringer, El Recycling har sat sig for at løse.
Og i programmet Løvens Hule sikrede virksomheden sig en investering på en million kroner fra Tahir Siddique, der ser et kæmpe potentiale i den dobbelte bundlinje, El Recycling repræsenterer.
- Michael og Casper har bygget en forretning, der både gør en forskel for miljøet og for mennesker, der har brug for en ny chance. Jeg finder stor inspiration i, at man kan skabe en forretning, der både er økonomisk bæredygtig og meningsfuld for mennesker – det vil jeg gerne bidrage til at udvikle videre på, siger Tahir Siddique.
I 2024 har El Recycling allerede reddet 130.000 enheder fra at ende som skrot – alt fra computere og telefoner til droner og el-løbehjul.
Men hos El Recycling handler det ikke kun om elektronik – det handler også om mennesker.
Her får personer, der har haft svært ved at finde fodfæste, en ny mulighed.
- Nogle har været uden arbejde i lange perioder, andre har diagnoser, der gør det svært at passe et normalt 8-16-job. Hos os får de en opgave, der giver mening for dem – og et sted, hvor de bliver en del af et fællesskab, siger Michael Hesselund.
Han fortæller om en medarbejder, der startede uden tro på, at han kunne passe et arbejde - men som nu drømmer om en fremtid inden for IT.
- Når vi ser en medarbejder, der pludselig begynder at tro på sig selv igen, så ved vi, at vi gør noget rigtigt. Det er det, der driver os, siger han.
Virksomheden blev stiftet af Casper Roensbech og Michael Hesselund, der begge har en baggrund i forsikringsbranchen.
Idéen opstod, da de opdagede, at gamle computere blev stjålet fra genbrugspladser. Det fik dem til at tænke over den værdi, der potentielt lå skjult i elektronik, som ellers blev kasseret.
De begyndte at indsamle og sælge brugt IT-udstyr via auktioner og opdagede hurtigt, hvor meget elektronik der blev smidt ud uden grund.
Samtidig havde de begge et stærkt ønske om at skabe en arbejdsplads med plads til alle.
- I vores gamle arbejde handlede det kun om profit. Det kørte vi simpelthen død i. Derfor var det
fra starten vores mål at skabe en virksomhed, der selvfølgelig var økonomisk bæredygtig, men som i lige så høj grad var bæredygtig for både miljø og mennesker, siger Casper Roensbech.
El Recycling har allerede skabt en stærk og bæredygtig virksomhed i Danmark, men ønskede at få den rette sparring til at tage næste skridt.
- Vi har brug for en investor, der kan åbne de rigtige døre, og Tahir var det perfekte match, fortæller Casper Roensbech.
Med investeringen kan El Recycling nu skalere deres model og få endnu flere danske kommuner, virksomheder og borgere til at tænke i genbrug frem for skrot. Samtidig er virksomheden allerede i gang med at kigge på, hvordan konceptet kan eksporteres til udlandet.
- Vi håber, vi kan inspirere flere kommuner og virksomheder til at tænke genbrug ind, før de
smider elektronik ud. Der ligger en kæmpe værdi i det, vi i dag kalder affald, siger Casper
Roensbech.