Måske det handler om ’setting’, for hvem havde forventet, at det er Akademikernes A-kasse, der står bag Danmarks største iværksætterprogram.
Vi er vant til, at hjælp, støtte og rådgivning til iværksættere og startups sker ude i de regionale erhvervs- og væksthuse, men her hos en a-kasse, kan man få undervisning inden for økonomi, markedsføring, investering, hjemmesider og meget mere samt ikke mindst bliver del af et netværk med andre ligesindede.
Akademikernes A-kasse lancerede deres Startup Growth program, er det bare vokset og vokset, så a-kassen i dag har været med til at starte mere end 1.500 virksomheder op og skabt 450+ arbejdspladser.
Ikke en a-kasses opgave, eller?
Man kan undre sig – er det en a-kasses opgave at hjælpe folk med at starte virksomhed?
Her ser chef for medlemstilbud, Diana Monberg dog en tydelig sammenhæng:
- Vores opgave er at få vores medlemmer så godt igennem ledighedsperioden som muligt og hjælpe dem i job. Vi skal stå tæt sammen med medlemmerne, og derfor skal vi også hjælpe dem, der måske går med en drøm om at blive iværksættere.
Og netop drømmen om at blive sin egen chef har oplevet en stigende tendens, siden AKA startede deres intensive iværksætterforløb, fortæller Diana Monberg:
- Det er især de yngre medlemmer, hvor helt op mod 30-40% nævner drømmen om at starte noget op – måske ud fra et ønske om at kunne hoppe lidt ind og ud af arbejdslivet i takt med, hvad der passer bedst ind i deres liv.
En stor del af programmet er, at man får sin egen netværksgruppe, som man mødes med fx over frokost og til ugentlige netværksmøder. Grupperne står desuden på skift for at arrangerer sociale aktiviteter hver fredag. Foto: Unsplash
Uanset hvordan man vender og drejer det, kan Diana Monberg og resten af teamet bag tilbuddet kun se fordele for medlemmerne. Størstedelen får hjælp til hurtigere at komme i gang med deres iværksætteride mens en mindre del finder ud af at det alligevel ikke er for dem. Afklaringen for den sidstnævnte gruppe betyder, at de kommer hurtigere tilbage i et almindeligt job. Og måske står stærkere og nu mere afklaret.
Win-win for både samfund og deltagere
- Men jeg ser også vores Startup Growth som en gevinst for samfundet, da vi er med til at starte 180-200 mindre virksomheder op årligt. Når 80-90% af alle danske virksomheder er SMV’ere, er vi jo en vild vækstmotor. Der er meget stor fokus på Unicorn virksomheder, men det er alt andet lige noget nemmere at starte 1.000 enmands-virksomheder end én kæmpe. Og da vi tror rigtig meget på hverdags-iværksætteriet, er det hos os lige så flot at starte en mindre konsulentvirksomhed op, fordi man ønsker mere frihed i forhold til familien, som ambitionerne om en stor Tech virksomhed, fortæller chefen for medlemstilbud, og fortsætter:
- Vi har en meget praktisk tilgang, hvor vi hjælper i den spæde opstart, og man lærer fra nogen, der selv har gjort det. Vi er det største program i Danmark, der hjælper fra start til vækst.
Tidligere deltager, Kirstine Kruse, startede virksomheden The Able, der sælger kunsthåndværk produceret af mennesker på flugt og bosatte i konfliktramte områder, fortæller:
- Det har været en kæmpe gave at være i Akademikernes Startup, fordi jeg hver dag mødte ind til nogen ligesindede med de samme udfordringer, som jeg kunne spise frokost og dele mine sejre med. Jeg lavede mit første salgsopkald derinde, og bagefter stod der nogen og heppede på mig. Hvis jeg skulle have siddet alene derhjemme, ved jeg ved slet ikke, om jeg havde fået det gjort.