Midt i skoven i Holte bag en privat kanal og kun tilgængelig via en låst bro ligger en arkitekttegnet villa, der lige nu er Danmarks dyreste lejebolig. Og det er der en god grund til.
Villaen blev skabt gennem en kreativ og åben designproces, hvor arkitekter og bygherre sammen udviklede hele otte koncepter, før det endelige blev valgt. Inspireret af de berømte vestkyst-huse i USA og ønsket om et hjem, der smelter sammen med naturen, opstod en bolig i særklasse.
Villaens særlige design og placering har ikke kun tiltrukket boliginteresserede. Ejendommen har også været brugt som location i flere film og reklamer, hvor det særlige lysindfald, de åbne rum og naturens nærvær skaber en scenografi, man normalt kun finder i internationale produktioner.
Lysindfaldet og udsigten er fantastisk fra alle værelser. Foto: Lejbolig.dk
Boligen er indrettet med Skyframe-vinduer, der åbner naturen ind i hjemmet, gulve i massiv Dinesen-eg og snedkerkøkken, walk-in closet og badeværelser fra Garde Hvalsøe.
Så alt er gennemført, diskret og eksklusivt, og huset er møbleret og klar til indflytning, hvis du skulle være interesseret. Det er i øvrigt firmaet Lejebolig, som udbyder den til leje.
Ingen nysgerrige naboer her bortset fra fugle og "de vilde dyr" i Holte. Foto: Lejebolig.dk
Men du skal tjene kassen. For lejen er såmænd 145.000 kroner om måneden. Det betyder, at du skal tjene omkring 290.000 kr. før skat for at kunne følge tommelfingerreglen om, at husleje højst bør udgøre halvdelen af ens nettoindkomst.
Det svarer til en årsløn på over 3,4 millioner kroner.
Og husk lige: Depositum på 435.000 samt forudbetalt leje på ligeledes 435.000
Men så får du også lov til at have både din hund, kat og guldfisk med, da husdyr er tilladt.
Denne udsigt kan blive din for 145.000....om måneden. Foto: Lejebolig
Se boligen her