To unge amerikanske statsborgere har siden 31. marts siddet varetægtsfængslet i Danmark sigtet for vold.
Det oplyser Københavns Politi.
Da mændene blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret kom det frem, at de kort efter midnat 31. marts ifølge sigtelsen havde udsat en chauffør fra en taxa af typen Drivr for vold.
Mændene er henholdsvis 19 og 21 år gamle.
Deres advokater oplyser, at de begge nægter sig skyldige i sigtelsen.
Ifølge sigtelsen fra grundlovsforhøret forsøgte de at forlade taxaen uden at betale, og det fik chaufføren til at løbe efter dem.
Efter at chaufføren havde fået kontakt til dem, overfaldt de ham og tildelte ham flere knytnæveslag i ansigtet og sparkede ham, lyder det i sigtelsen fra grundlovsforhøret.
Den angivelige vold førte til, at chaufføren skulle have hospitalsbehandling.
De blev fængslet i ti dage. Begrundelsen for varetægtsfængslingen lød, at der var risiko for, at de ville unddrage sig straf.
Det amerikanske medie ABC News har også beskrevet sagen.
Her fortæller Jordan Finfer, der er advokat for den 19-åriges familie, at den 19-årige har oplyst, at han og den 21-årig kørte i en taxa, da det gik op for dem, at de havde tastet den forkerte adresse ind.
Chaufføren nægtede ifølge den 19-åriges forklaring til advokaten at køre dem et andet sted hen.
Den 19-årige har videre fortalt, at chaufføren sparkede ham i lysken, og at han derefter skubbede chaufføren.
- Sikkerheden for alle, der bruger Uber-appen er en topprioritet, og vi tager beretninger om vold meget alvorligt, sagde en talsmand for Uber til ABC News søndag.
I januar blev det muligt at bestille en taxa i Uber-appen i Danmark, efter at det danske taxaselskab Drivr indgik en aftale med Uber.
Københavns Politi oplyser, at varetægtsfængslingen af de to amerikanere er blevet forlænget frem til 24. april.
Det forventes, at der vil blive udleveret et anklageskrift inden for to uger.
Eigil Strand, der er advokat for den 19-årige, oplyser, at fængslingen af de to er blevet kæret. Det samme oplyser den 21-åriges advokat, Henrik Stagetorn.
Det betyder, at Østre Landsret skal tage stilling til fængslingen af de to.
/ritzau/