Togene kører igen efter planen mellem Aarhus Hovedbanegård og nordpå.
Det oplyser Banedanmark og DSB.
- Fjernstyring er oppe igen, og vi er tilbage på sporet i det jyske, lyder det fra Banedanmark på X.
Fejl på Banedanmarks signalsystem skabte mandagen igennem problemer for togtrafikken mellem Øst- og Nordjylland.
Også på strækningerne Aarhus-Herning-Struer, Langå-Viborg og Skørping-Hjørring var der færre tog.
Mandag eftermiddag blev alle lyntog på strækningen mellem Aarhus H og Aalborg aflyst.
Tidlig mandag morgen betød problemer med Banedanmarks nye signalsystem, at alle tog mellem Randers og Aarhus var aflyst.
Det blev i stedet indsat togbusser på strækningen, der kørte hver halve time og forlængede rejsetiden.
DSB skrev tidligt mandag morgen, at det var "svært at skaffe togbusser".
I forvejen er der indsat togbusser på flere strækninger i påsken i forbindelse med planlagt sporarbejde.
Helt konkret gælder det blandt andet mellem Kolding og Esbjerg, hvor der frem til 16. april kører togbusser i stedet for tog.
Det samme gør sig gældende mellem Odense og Esbjerg og Odense og Fredericia fra 16. april til og med 21. april.
Sjælland er også blevet ramt af ændringer i togtrafikken. Mellem Næstved og Vordingborg er der indsat togbusser frem til 19. april.
/ritzau/