Selvom flyforsinkelser generelt er faldet siden sidste år, kæmper flere populære lufthavne stadig med mange forsinkede afgange.
En ny dataanalyse fra momondo afslører, hvilke destinationer der er mest påvirkede i de travle sommerrejsemåneder - og hvordan du som rejsende kan øge dine chancer for at lette til tiden. Her spiller både afrejsetidspunkt og valg af destination en vigtig rolle.
London topper listen over lufthavnen med flest forsinkelser, hvor Gatwick skiller sig ud med over halvdelen af flyafgangene, der ikke overholder tidsplanen: 57 % af afgange fra Gatwick er forsinkede med 30 minutter eller mere, viser tal fra førnævnte rejsesøgemaskine.
Italien er også hårdt ramt, hvor både Rom og Bergamo er blandt de 10 mest forsinkede lufthavne i Europa, hvor Rom faktisk topper listen.
Billund topper
I Danmark er det Billund Lufthavn, der har flest forsinkelser, hvor næsten hver fjerde afgang (23 %) er forsinket. Københavns Lufthavn følger tæt efter med hver femte flyvning (21 %), der afgår senere end planlagt. Dog klarer danske lufthavne sig generelt bedre end andre europæiske lufthavne, hvor andelen af forsinkede flyvninger ofte er højere.
- Generelt ser vi, at de større lufthavne og byer oftere rammes af forsinkelser - sandsynligvis på grund af den komplekse logistik disse steder. Men rejsende kan selv påvirke deres chance for at lette til tiden ved at vælge afgange tidligt om morgenen, siger Per Christiansen, rejseekspert hos momondo.
Ifølge dataen kan det godt betale sig at vælge en tidlig afgang, hvis du vil mindske risikoen for forsinkelse:
- Hvornår du flyver, gør en forskel. Tidlige afgange er statistisk set mere præcise. Fly mellem kl. 06:00 og 07:00 har i gennemsnit kun 8 % forsinkelser, mens tallet stiger til 34 % for afgange kl. 19:00, 20:00 og 22:00. Så for at mindske risikoen for at sidde fast i lufthavnen, kan det være værd at overveje både destination og afrejsetidspunkt, siger Per Christiansen og fortsætter:
- Analysen fra momondo viser også, at mindre lufthavne som Aalborg og Aarhus typisk oplever færre forsinkelser end de større som Billund og Københavns Lufthavn. Flere flyvninger betyder ofte flere forsinkelser, så ved at vælge en mindre lufthavn kan man reducere ventetiden. Derudover er flyvninger mindre tilbøjelige til at blive forsinkede i juni (21 %) og august (18 %) sammenlignet med den travleste sommermåned, juli (25 %).”
Her er de mest forsinkede lufthavne
Rom Leonardo da Vinci (FCO) gennemsnitlig forsinkelse: 39 min. Andel af forsinkede afgange 57%
London Gatwick (LGW) 37 min. 57%
New York, John F. Kennedy (JFK) 37 min. 45%
Athen (ATH) 33 min. 46%
Istanbul (IST) 31 min. 35%
Nice (NCE) 34 min. 46%
Málaga (AXGP) 31 min. 39%
Palma de Mallorca (PMI) 36 min. 45%
Lissabon (LIS) 33 min. 45%
Paris Charles de Gaulle (CDG) 32 min. 44%
(Data fra danskernes mest søgte destinationer baseret på flysøgninger foretaget mellem 1. januar og 10. februar 2025 med rejseperiode fra 1. juni til 1. oktober. Lufthavne i de 25 mest søgte destinationer)