Når butikkerne lukker onsdag og mange går på påskeferie, rykker 1800 frivillige ud fra organisationen Stop Spild Lokalt.
De afhenter mellem 150 og 200 ton overskudsmad hos supermarkeder og købmænd landet over.
Det er blandt andet karrysild, rejer og rugbrød, som ikke er blevet solgt forud for påskens helligdage.
- Vi oplever en enormt stor interesse for at få del i overskudsmaden, og påsken nærmer sig efterhånden julen, der ellers er årets største, siger stifter af og direktør i Stop Spild Lokalt Rasmus Erichsen.
Organisationen står for 40 uddelinger landet over i påskedagene. Den største enkeltstående uddeling finder sted onsdag aften klokken 22.30 i Parken i København.
Her ventes flere end tusind borgere at stille sig i kø for at få del i overskudsmaden.
Det er ifølge Rasmus Erichsen især økonomisk pressede borgere, der benytter sig af muligheden.
- Det er primært folk, der er presset på økonomien, der kommer. Men især det seneste år har vi også set, at flere unge studerende dukker op og henter overskudsmad, fordi de vil gøre noget godt for klimaet.
Nogle af dem er ifølge Rasmus Erichsen unge, der tidligere "skraldede" og hentede madaffald fra affaldscontainere ved supermarkeder.
- De muligheder findes ikke rigtig længere, nu hvor butikkerne afleverer deres overskudsmad. Så derfor kommer den her målgruppe nu til os i stedet, siger Rasmus Erichsen.
Organisationen ved aldrig helt præcist, hvor mange ton mad der kommer ind, når butikkerne er lukket.
Men der er ifølge Rasmus Erichsen som regel ikke nogen, der går tomhændet hjem fra uddelingerne.
De frivillige fra Stop Spild Lokalt henter overskudsmad i dagligvarekæder som Coop, Salling Group, Rema1000 og Dagrofa.
Også frivillige fra organisationen Blå Kors henter overskudsmad i Lidl-butikker rundt om i landet.
Maden deles ud til udsatte familier og enlige voksne gennem Blå Kors’ familienetværk, væresteder og botilbud flere stedet i landet.
Det oplyser Blå Kors i en pressemeddelelse.
/ritzau/