Kongehuset deler flere private billeder fra fejringen af dronning Margrethes 85 års fødselsdag.
LÆS OGSÅ: Dronning Margrethe mødt med klapsalver
Her kan man blandt andet se, at dronningen puster 85 lys ud i en stor fødselsdagslagkage.
Det skete onsdag under en privat middag i Kuppelsalen på Fredensborg Slot, hvor kong frederik og dronning Mary var værter.
Det fremgår af ovenstående opslag på Instagram, at dronning Margrethe under middagen blev overrasket af Sankt Annæ Pigekor.
Desuden opførte Pantomimeteatret uddrag fra balletten "Klods Hans", hvor dronningen selv har været kostumedesigner.
Bordet var dækket med nyudsprungne grene og pyntet med påskeæg, som dronningen selv har dekoreret gennem årene.
Dronningens fødselsdag blev lidt af et tilløbsstykke foran Fredensborg Slot, hvor en større folkemængde var mødt op for at markere dagen.
Klokken 12 trådte hun ud på trappen foran slottets hovedindgang sammen med kongeparret, deres børn og flere andre medlemmer af den kongelige familie.
Modtagelsen skete til lyden af klapsalver og en fødselsdagskoncert, som blev fremført af Den Kongelige Livgardes Musikkorps i den indre slotsgård.
Dronningens fødselsdag er den anden, siden hun under sin nytårstale i 2023 til stor overraskelse fortalte, at hun ville overlade tronen til sin søn.