EU-landene er enige om at forsøge at lempe på beskyttelsen af ulve.
Det oplyser ministerrådet i en pressemeddelelse.
- I dag godkendte medlemslandenes repræsentanter Rådets mandat om at ændre ulvens beskyttelsesstatus og tilpasse EU-lovgivningen til den opdaterede Bern-konvention.
- Mandatet omfatter en målrettet ændring af habitatdirektivet - den EU-lovgivning, der gennemfører Bern-konventionen - for at afspejle det reviderede beskyttelsesniveau for ulve fra "strengt beskyttet" til "beskyttet", står der i pressemeddelelsen.
Beslutningen er dog ikke endelig, men kræver også opbakning fra EU-Parlamentet.
EU-Parlamentet sigter mod at vedtage sin holdning i maj 2025.
Hvis EU-Parlamentet er enigt med EU-landene, vil ministerrådet derefter formelt vedtage ændringsdirektivet.
Målet med ændringen er at give mere "fleksibilitet" i forvaltningen af ulvebestande på tværs af EU-landene.
Det skal "forbedre sameksistensen og minimere indvirkningen" af den voksende bestand af ulve, hedder det i pressemeddelelsen.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) har flere gange udtrykt ønske om at få bedre muligheder for at begrænse ulvebestanden.
- Vi har fået mange flere ulve i Danmark og Europa, og det skaber åbenlyst nogle problemer - både i de byer, hvor ulven strejfer rundt, og for de fåreavlere, der oplever angreb.
- Derfor er det meget positivt, at der er bevægelse i EU-systemet, som vil gøre det mere fleksibelt at regulere ulven, siger han i en skriftlig kommentar.
Ulven er Europas næststørste rovdyr på land. Den brune bjørn er størst.
Der er aktuelt omkring 42 ulve i Danmark, og de lever alle sammen i Jylland.
Her har de givet anledning til bekymring blandt landmænd og beboere i områder med ulve.
Der er tale om det hidtil højeste niveau i nyere tid for ulvebestanden herhjemme.
Ulveflokkene er hovedsageligt lokaliseret i Midt- og Vestjylland, hvor de har slået sig permanent ned.
Dermed kan ulven som art nu kaldes "fast etableret" i Danmark.
Selv om ulve ikke længere vil have status som "strengt beskyttede", hvis EU-Parlamentet siger "ja" til lempelsen, så kan medlemslandene fortsat vælge at beskytte ulvene.
Ifølge aftalen kan medlemslandene selv vælge at opføre ulven som en "strengt beskyttet art".
Det vil i givet fald ske i det enkelte lands nationale lovgivning.
Dermed kan et politisk flertal i det enkelte EU-land vælge at indføre strengere beskyttelse af ulven, end de ændrede EU-regler vil lægge op til.
Det kan eksempelvis være gennem lokale jagtforbud.
/ritzau/