Lad dette være en advarsel og en huskeseddel: Tjek altid Trustpilot, inden du lejer bil til ferieturen. Når du tjekker, skal du også huske at se vurdere de enkelte anmeldelser, for mange firmaer skriver selv positivt eller får andre til det.
Flere års opsparing havde endelig nået det punkt, hvor der var nok til at tage den yngste på træningstur på Sicilien. En grundig gennemgang af flypriser vejet op mod transporttid og bagage, tjek af billeje og finde et godt sted at bo, hvor man selv kunne lave mad. Alt gik op i en højere enhed. Lige indtil vi landede i Palermo.
Gennem udlejningsformidleren ”Economybookings.com” fandt jeg frem til et udlejningsfirma, der tilbød lige det, vi skulle bruge - til en overkommelig pris. Det var det italienske udlejningsfirma easycarhire.it, som tilbød afhentning i lufthavnen.
Flyet skulle lande klokken 9.50, og jeg indregnede to timer til bagage og forsinkelse, hvilket passede meget godt, så da vi havde fået bagagen og stod foran lufthavnen ringede jeg til easycarhire og bad dem hente os. Her skabte easycarhire et fiktivt problem, som udlejer straks tilbød at løse. Den løsning blev uendelig dyr. Jeg forestillede mig jo bare, at de fandt en anden bil, hvor hele lejeaftalen gjaldt, men så enkelt var det ikke.
Da vi var blevet kørt ud i en sidegade, langt fra alt, stod den bil vi havde bestilt klar i baggården, men uha uha uha… den kunne vi ikke få, fordi de havde ændret pick-up tid fra 12 til 10, og efter 1 times forsinkelse bortfaldt kontrakten og depositum på 175 Euro.
Den ”flinke” weekendmafioso bag skranken hældte vand ud af ørerne, og fortalte at han opgraderede mig til en mindre bil, der kostede 100 Euro mere, og så skulle jeg tegne ny forsikring på 200 Euro, dertil lægge et depositum på 300 Euro, altså et tillæg på 600 Euro… dertil kom selve lejen på 483 Euro. På mirakuløs vis var den samlede leje inklusive fuld forsikring og vejhjælp gået fra 314 Euro til 1083 Euro.
Man kan så sige at depositum på 300 ville komme tilbage, hvis der ikke var skader på bilen. Desværre fandt udlejer nogle gamle skrammer på en fælg og lidt mudder på dæksiden, og prisen for at få det repareret var lige præcis 300 Euro… og så ville de skide højt og flot på, at det var gamle skader.
Altså hvad skal man gøre, når man skal på ferie? Man skal holde sig fra svindlere og den nemmeste måde at gøre det på er at tjekke Trustpilot først, og læse grundigt. Generelt vil jeg sige, at hvis der er under fire stjerner skal man holde sig væk. Derefter skal man læse (nogle af) de anmeldelser med 1 stjerne og nogle af dem med 5. De dårlige fordi det kan være brokkerøve, som er utilfredse med, at der ikke lå chokolade til føreren og den bedste fordi de kan være falske. Falske profiler anmelder som regel kun meget få steder og finder på et nyt navn, og der er altid svar fra firmaet som takker. De reagerer sjældent/aldrig på negative med konkrete klagepunkter.
Normalt tager jeg mig altid god tid til at tjekke ”gode” tilbud, og justerer mine valg ud fra det, men denne gang var jeg for stresset og fik det ikke gjort. Der er mange ting jeg kunne have gjort anderledes, set i bakspejlet. Eksempelvis lade den lokale nigerianske udlejningsprins fare, og sige farvel til mit depositum, og i stedet lejet bil hos et anerkendt firma i lufthavnen. Det ville være billigere. Men man lader sig selv narre til at tro på, at andre har en god moral. Det er en fejl.
Gør man som jeg gjorde, ender man med et tab, der er større end den udgift, man havde regnet med. I mit tilfælde blev det 3,5 gange så dyrt at leje bil, i forhold til den aftale jeg havde lavet med Easy Car Hire og Economy Bookings. Sidstnævnte formidler leje hos flere selskaber med et særdeles dårligt ry. Derfor er de på sin vis en meget stor del af problemet.
Gør dig selv og din økonomi en stor tjeneste:
Tjek ALTID gode tilbud meget grundigt...
Johnny Larsen er an af Avisen.dk's faste debattører Foto: Privat