Australsk politi har natten til onsdag anholdt en 15-årig svensk statsborger, der mistænkes for at forsøge at rekruttere personer til at begå drab i blandt andet Sverige og Danmark.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Anholdelsen fandt sted i den australske storby Sydney natten til onsdag dansk tid, og den er sket på foranledning af NSK, der har efterforsket sagen i samarbejde med australsk og svensk politi.
Konkret er den 15-årige mistænkt for at være en del af et kriminelt netværk, der har forsøgt at rekruttere personer til at begå alvorlig personfarlig kriminalitet som led i en igangværende bandekonflikt i Norden.
NSK mener, at den unge svensker har opholdt sig i Australien siden efteråret sidste år. Herfra har han forsøgt at rekruttere personer til lejemord.
- Sammen med australsk politi har vi slået til mod et organiseret kriminelt netværk fra Norden, siger Lars Feldt-Rasmussen, der er vicepolitiinspektør i NSK.
- Vi har således bremset en 15-årig mand, vi mistænker for at have haft til opgave at rekruttere personer til at begå bestilte drab i Danmark og Sverige som led i den verserende bandekonflikt i Norden.
Han mener, at politiet med operationen har taget et rekrutteringsled i den kriminelle gruppe ud af spil.
- Vi går også efter dem, vi mistænker for at have styret den 15-årige. Sammen med vores internationale samarbejdspartnere jagter vi dem, som udøver kriminalitet rettet mod Danmark og Norden - også dem, der gemmer sig i udlandet, siger vicepolitiinspektøren.
Den 15-årige svensker er onsdag morgen dansk tid i australsk politis varetægt.
Sagens videre strafferetlige forløb samarbejder NSK og Australiens retshåndhævende myndigheder om.
Australsk politi skriver i en pressemeddelelse, at han er sigtet for at have brugt et apparat forbundet til et telenetværk med det formål at begå en alvorlig forbrydelse.
I sager som denne sker rekruttering ofte via krypterede platforme som Telegram og Signal.
I pressemeddelelsen fra australsk politi lyder det, at forbrydelserne, som drengen er mistænkt for, kan straffes med fængsel op til livstid.
Politiet mener altså at have fået ram på et led i fødekæden i det fænomen, det kalder "crime as a service" eller "violence as a service" - på dansk kriminalitet på bestilling eller vold på bestilling.
Det seneste år har der været adskillige sager, hvor unge svenskere er rejst til Danmark og senere er blevet anholdt. Flere er dømt for drabsforsøg, mens en række er tiltalt eller sigtet.
/ritzau/