Det amerikanske militær meldte natten til fredag dansk tid, at det havde ramt og ødelagt en havn i Yemen.
Angrebet er en del af USA's offensiv mod den islamistiske, militante houthibevægelse i Yemen.
Den militante gruppe siger selv ifølge nyhedsbureauet AFP, at mindst 74 personer - herunder redningsarbejdere - er blevet dræbt i de seneste amerikanske luftangreb. Derudover er 171 personer blevet såret.
Angrebet er det dødeligste i den intensiverede luftoffensiv fra USA, skriver AFP.
Det er Ras Issa-havnen, som USA's militær har angrebet. Den ligger i det vestlige Yemen ud til Det Røde Hav og har ifølge USA været et vigtigt knudepunkt for houthiernes aktiviteter og en indkomstkilde for bevægelsen.
De militante houthier bruger blandt andet havnen til at tanke deres skibe, lyder det.
Fra havnen går der en olierørledning til et oliefelt uden for byen Marib.
Ifølge houthibevægelsens sundhedsministerium er mindst fem redningsarbejdere blevet dræbt i angrebet på havnen.
- Fem redningsarbejdere og ambulancebehandlere døde, mens de udførte deres arbejde, lød det tidligere fredag fra talsmand Anees Alasbahi.
En militær talsmand for houthierne siger fredag eftermiddag, at gruppen har svaret igen ved at angribe to amerikanske krigsskibe samt et militært anlæg nær lufthavnen i Tel Aviv i Israel.
- Den amerikanske militære optrapning og fortsatte aggression mod vores land vil kun føre til flere modangreb, siger talsmanden.
Det missil, der blev affyret mod Israel, er skudt ned af det israelske luftforsvar, skriver avisen Times of Israel.
Der er ikke umiddelbart nogen kommentar fra amerikansk militær.
USA har siden midten af marts næsten dagligt angrebet mål i Yemen.
Ifølge landet handler offensiven om at få houthierne til at holde op med at angribe den internationale skibstrafik, der går gennem Det Røde Hav og Adenbugten.
Houthierne begyndte at angribe fragtskibe i 2023. Ifølge gruppen selv skete det i solidaritet med palæstinenserne i Gazastriben, som Israel - USA's allierede - har udført massive angreb mod.
Da USA indledte sin offensiv mod houthierne i marts, sagde den amerikanske præsident, Donald Trump, desuden, at Iran øjeblikkeligt skulle holde op med at støtte houthierne.
Ellers ville det blive anset som en trussel mod USA.
Hvis Iran truer USA, vil USA holde Iran "fuldt ud ansvarlig, og vi kommer ikke til at være flinke!", lød det fra Trump.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP