Oscar Piastri startede forrest, da Bahrains Formel 1-grandprix begyndte. Og da det sluttede, var han stadig i front.
Den australske McLaren-kører var umulig at få has på i søndagens ørkenræs og snuppede dermed sin anden grandprixsejr i år.
Der tegner sig dermed et tydeligt billede af, at pole position - ikke overraskende - er meget fordelagtigt. Alle sæsonens indtil nu fire grandprixer er således vundet fra spids.
Mens der ikke var synderlig spænding om sejren, var der mere action længere nede i feltet. Der blev således kæmpet en indædt kamp om de sekundære placeringer.
Og det blev ikke mindre intenst af, at en safety car blev sendt ud på banen på omgang 32, fordi der var karbonstumper, der skulle fjernes fra asfalten. Det betød nemlig, at forspringene mellem bilerne blev nulstillet, og der var igen lagt op til slåskamp om placeringerne.
George Russell (Mercedes) lå længe til at snuppe andenpladsen, men da Lando Norris (McLaren) fem omgange fra det ternede flag slap forbi Charles Leclerc (Ferrari), var han hurtigt i halen af Russell.
På næstsidste omgang var Norris meget tæt på at snuppe andenpladsen for næsen af sin landsmand, men Russell holdt stand og sluttede på podiets næstøverste trin.
Lando Norris tog dog vigtige point til VM-stillingen, hvor han med andenpladsen udbyggede sin samlede føring i kampen om verdensmesterskabet.
Den regerende verdensmester, Max Verstappen (Red Bul), som indtil weekenden var hans nærmeste forfølger i den samlede stilling, havde nemlig en svær uge i Bahrain og sluttede grandprixet som nummer seks.
/ritzau/