I 20 år har Rj LaMendola slappet af ved at padle på sit surfbræt ud for strandene i det sydlige Californien i USA.
Men en dag i marts var det slut med freden i bølgerne, da en søløve angreb ham, bed ham og skubbede ham af brættet.
Det skriver BBC ifølge Ritzau.
- Den så besat ud, skrev LaMendola i et opslag på Facebook.
Han kalder også søløven vild og dæmonisk.
Da han kom ind på bredden, blødte han, og hans våddragt var flået i stykker.
Efterfølgende erfarede bølgeridderen, at søløven led af en neurologisk lidelse forårsaget af en skadelig algeopblomstring.
Der er fundet flere eksempler på dyr med den lidelse på de californiske strande den seneste tid, og det har været et tilbagevendende problem de seneste fire år, skriver BBC.
Symptomerne kan være anfald og voldsom sløvhed.
Senere og lidt længere syd på blev en 15-årig pige bidt, mens hun var i gang med en svømmetest for at blive livredder.