Det socialdemokratiske, tidligere Folketingsmedlem, Tove Lindbo Larsen, er død. Hun blev 89 år gammel.
Tove Lindbo Larsen var kirke- og grønlandsminister i to omgange under Anker Jørgensen.
Først fra 20. januar 1981 til 30. december 1981, og igen fra 30. december 1981 til 10. september 1982.
Hun nåede således lige at komme med på ministerholdet før Anker Jørgensen i 1982 måtte slippe regeringsmagten, skriver Altinget.
Tove Lindbo Larsen nåede at være medlem af Folketinget i sammenlagt 22 år. Hun blev valgt tre gange: 1971-73, 1977-87 og 1988-98.
Familien bringer en dødsannonce i Berlingske fredag. Her skriver familien at bisættelsen har fundet sted og i annoncen skriver den: "Vi vil savne hendes påmindelser om at værdsætte livet og gøre det festligt".
Artiklen fortsætter under billedet ...
Her ses Tove Lindbo Larsen (damen i hvidt til venstre bag dronning Margrethe) under et besøg i Grønland sammen med regentfamilien; dronning Margrethe, prins Henrik og prinserne Joachim og Frederik. På billedet ankommer de til Igaliko i august 1982. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Tove Lindbo Larsen blev født i København og boede på Frederiksberg ved sin død.
Hun var uddannet ernærings- og husholdningsøkonom og blev medlem af Socialdemokratiet i 1953.
Det var en stor interesse for interesse for Grønland, som i 1981 førte hende til posten som minister Grønland. Her lagde hun ifølge Altinget stor vægt på at få hjemmestyreordningen fra 1978 til at fungere.
Tove Lindbo Larsen påtog gennem årene en række tillidshverv og var en overgang blandt andet medlem af bestyrelsen for Hovedstadens Brugsforening og repræsenterede i en periode AOF i Statens Husholdningsråd, ligesom hun i flere perioder havde sæde i Forbrugerrådet, Statens Levnedsmiddelråd og Monopolrådet, skriver Altinget.
Fra 2002 til 2011 var hun desuden formand for Fhv. folketingsmedlemmers Forening.