Tv-værten Lene Beier og hendes mand, Anders, har været tæt på at gå fallit.
Det fortæller Lene Beier til Ekstra Bladet i forbindelse med en artikelserie om de kendte og deres penge.
Hun fortæller i interviewet, at hun altid har været god til at bruge penge. Og især da hun var ung og studerende var der tit underskud på kontoen sidst på måneden.
Men i 2008 gik det helt galt. Det var dog uden for hendes og manden Anders' kontrol.
Ægteparret blev nemlig ofre under finanskrisen.
- Der var Anders og jeg tæt på at gå fallit, fordi vi havde Amagerbanken, og Anders havde investeret i ejendomme, som skulle sælges videre, og jeg var gravid med vores første barn.
- Det var første gang, jeg tænkte: Det her kan jeg ikke komme ud af. Før har jeg altid bare kunnet låne en hundredekroneseddel af en veninde eller tage ekstra arbejde.
Hun fortæller, at Anders fandt en løsning. Den økonomiske knibe kom samtidig med, at Lene besluttede at skifte jobbet som folkeskolelærer ud med tv-branchen.
- Hvis jeg havde lyttet til fornuft der, havde jeg ikke gjort det, men jeg er styret af mine drømme, og det har altid vist sig at være den gode beslutning for mig. Hellere følge sine drømme end at blive i noget, man ikke er glad for. Hvis man går efter drømmen, har man gode chancer for succes, for så lægger man flere kræfter i det.
Ægteparret har siden fået styr på økonomien - og drømmene -, og er i gang med at realisere deres drøm om et hotel i Østrig.
De har solgt villaen i Dragør - dog til knap 2,9 millioner kroner under udbudsprisen.