Hun mistede sin mor tilbage i januar. Men en fodoperation forhindrede Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe i at rejse, og derfor har den danske grevinde først nu haft mulighed for at sige ordentligt farvel til sin mor, der blev 95 år gammel. Det skriver hun selv i et opslag på Instagram.
- Jeg elsker det her familiefoto, som jeg har stående på mit natbord – fire generationer i lige blodlinje, side om side med dyb kærlighed til hinanden. Men nu uden Barbara, skriver grevinden blandt andet til et billede, hvor hun selv står arm i arm med sin søn, barnebarn og mor.
I opslaget deler Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe også sin frustration over, at hun ikke kunne være hos sin mor ved dødslejet i januar. Grevinden var netop blevet opereret i foden, og hendes læge forbød hende at rejse til Polen. Men se sin mor inden begravelsen, insisterede Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe på, og derfor måtte hun tage lidt specielle midler i brug.
- Jeg ville se hende en sidste gang, inden kisten blev forseglet. Derfor fik jeg hendes krop balsameret og nedkølet for at bevare hende. Så på afstand og krykker gik jeg i dyb sorg og arrangerede min mors begravelse, skriver hun i opslaget, hvor det også fremgår, at hendes mor er blevet begravet i familiegravsted i Polen, hvor Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe oprindeligt er fra.