En 21-årig somalisk kvinde blev mandag slået ihjel med kniv på Gormsvej i Herning. Forbipasserende slog alarm til politiet og ydede førstehjælp til den unge kvinde, men hendes liv stod ikke til at redde.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag i en pressemeddelelse.
Efter det dødelige knivstikkeri, der fandt sted på Gormsvej mandag aften, blev en ung mand set løbe fra stedet.
Politiet har mandag aften og natten til tirsdag arbejdet i området omkring gerningsstedet, hvor der også er blevet søgt med hunde og en drone.
Det har ikke ført til nogen anholdelser i sagen. Politiet efterlyser vidner, der kan hjælpe politiet på sporet af den unge mand, som blev set løbe væk fra gerningsstedet.
Han beskrives som cirka 20-25 år, omkring 180 centimeter høj, almindeligt eller spinkelt bygget, brun i huden og mellemøstlig af udseende. Han havde mørkt tøj på og var iført et mundbind.
Selv om gerningspersonen er på fri fod i sagen, mener politiet ikke, at der er grund til, at borgere i området føler sig utrygge.
- Jeg kan ikke gå i nærmere detaljer på nuværende tidspunkt, men meget tyder på, at kvinden ikke er et tilfældigt offer, siger politiinspektør Hans Roost fra Midt- og Vestjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Politiet udelukker dog ikke noget endnu, og der efterforskes stadig bredt, lyder det i meddelelsen.
Det fremgår ikke nærmere, hvem kvinden var, eller hvor drabet nærmere bestemt fandt sted. Hendes nærmeste pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.
På grund af drabet er politiet tirsdag til stede i kvarteret ved Gormsvej og Thyrasvej med en mobil politistation. Har man tip, føler man sig utryg eller ønsker af anden grund at tale med en betjent, er man velkommen til at henvende sig, understreges det.
/ritzau/