Dronning Margrethes beslutning om, at fratage prins Nikolai, prins Felix, prinsesse Athena og prins Henrik deres titler som prinser og prinsesse chokerer grevinde Alexandra.
Til B.T. fortæller hun, at børnene ikke kan forstå, hvorfor deres identitet tages fra dem.
- Vi er alle uforstående over for beslutningen. Vi er kede af det og i chok. Det her kommer som et lyn fra en klar himmel. Børnene føler sig udstødt, siger grevinden.
I stedet for prins Nicolai, prins Felix, prinsesse Athena og prins Henrik skal børnene fremover tiltales grever og komtesse af Monpezat.
Grevinde Alexandras presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen oplyser understreger, at grevinden er for påvirket af Kongehusets opsigtsvækkende udmelding til, at udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt.
Helle von Wildenrath Løvgreen tilføjer overfor Billed-Bladet, at det er hendes "klare indtryk, at alle tre forældre er meget chokerede".
Prins Joachim ses her sammen med prinsesse Marie og børnene (fra venstre) prins Felix, prinsesse Athena, prins Henrik og prins Nikolai. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix/arkiv)
Fratagelsen af prinsesse- og prinse-titlerne blev meddelt i en pressemeddelelse fra Kongehuset ved 14-tiden onsdag.
"Dronningens beslutning ligger i tråd med lignende tilpasninger, som andre kongehuse på forskellig vis har gennemført i de senere år," skriver kongehuset i pressemeddelelsen.
Udover at prinsesse- og prinse-titlerne forsvinder fra 1. januar, så betyder det også, at prins Joachims fire børn ikke længere vil blive omtalt som kongelige højheder.
"Prins Joachims efterkommere vil således fremover skulle tiltales som excellencer", skriver Kongehuset.
Selv om de børnebørn mister nogle titler, fastholder de deres pladser i arvefølgen. Og ifølge pressemeddelelsen er der et særligt ønske fra dronning Margrethe bag beslutningen.
"Hendes Majestæt Dronningen ønsker med sin beslutning at skabe rammerne for, at de fire børnebørn i langt højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset som institution indebærer," lyder det fra Kongehuset.