Når Simon Kvamm til efteråret begiver sig ud på sit livs første kirketour, ryger en stor del af billetindtægterne direkte tilbage i kirkebøssen – eller nærmere bestemt til Folkekirkens Nødhjælp. Det melder den 50-årige kunstner ud i en pressemeddelelse.
Den populære sanger har nemlig valgt at donere en halv million kroner til Folkekirkens Nødhjælp og hjælpeorganisationens arbejde i Etiopien, der er et af de afrikanske lande, der er blevet hårdt ramt af Trump-administrationens stop for udviklingsbistand tidligere på året.
- I en tid hvor magthaverne, med den amerikanske regering i front, vælger at spare voldsomt på nødhjælpen til verdens svageste, får jeg trang til at bidrage. Det føles logisk for mig, at en del af indtægterne fra touren rundt i kirkerne ryger i kirkebøssen, skriver Simon Kvamm i meddelelsen.
- Jeg bilder mig ikke ind, at det ændrer noget grundlæggende ved verdensbalancen, men jeg tænker godt det kan gøre en lille, reel forskel at sende en halv million kroner i retning af de mennesker i nød, der rammes hårdest af de dramatiske nedskæringer.
Det er kun halvanden måned siden Simon Kvamm annoncerede sin kirketour ’ALLE SANGENE’, og billetterne blev revet væk på få timer. Eller med Kvamms egne ord ”Føj for fanden, hvor gik det stærkt”. Og al den gode energi, har altså inspireret kunstneren til at sende noget videre, lyder forklaringen.