Er man på jagt efter et nyt sommerhus i påsken, har man i år det største udvalg i fire år.
Samtidig står landets huse udbudt til en rekordhøj pris.
Det viser tal fra Finans Danmarks, som er blevet udgivet onsdag morgen.
Her fremgår det, at der ved udgangen af marts var 5842 sommerhuse til salg i Danmark. Det er knap 15 procent flere end måneden før og 7 procent flere end for et år siden.
Peter Jayaswal, som er direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, påpeger, at markedet for sommerhuse nærmest blev støvsuget under coronanedlukningerne.
- Siden er udbuddet steget lidt igen, og udvalget af sommerhuse til salg er nu det højeste for en marts måned i fire år. Men det er stadig noget lavere end niveauet før corona, siger han i en pressemeddelelse.
Mens der de seneste år er kommet flere sommerhuse til salg, er de også blevet dyrere. På et år er udbudsprisen per kvadratmeter steget 3,3 procent til knap 28.600 kroner.
Et gennemsnitligt sommerhus på 90 kvadratmeter står nu til salg til næsten 2,6 millioner kroner, oplyser Finans Danmark.
/ritzau/