Der er falske mails fra Center for Cybersikkerhed (CFCS) i omløb, hvor modtageren opfordres til at klikke på et link for at hente antivirusbeskyttelse.
Det oplyser CFCS i en pressemeddelelse.
CFCS kalder det svindel - phishing - og opfordrer til, at man undlader at klikke på linket og i stedet sletter mailen, lyder det.
Phishing og smishing er ord for en fremgangsmåde, hvor svindlere forsøger at franarre folk deres personlige oplysninger via sms-beskeder og mails.
De oplysninger kan svindlerne derefter bruge til at begå økonomisk kriminalitet ved for eksempel at stjæle folks identitet eller deres penge.
Udmeldingen fra CFCS kommer, efter at borgere, der har modtaget mailen, har henvendt sig til Center for Cybersikkerhed.
De falske mails foregiver at være en sikkerhedsadvarsel, der advarer mod "en markant stigning i cybertrusler". I dem opfordres modtageren til at aktivere en antivirusbeskyttelse, skriver CFCS.
- Der er tale om en phishing-mail, som kriminelle sender ud for at snyde modtagere til at afgive information eller downloade malware, skriver CFCS.
Malware er skadelig software, der er udviklet til at skade eller udnytte digitale enheder - for eksempel gennem hacking.
Den seneste tid har der været flere advarsler om phishing-mails, der ser ud til at komme fra myndigheder.
Eksempelvis måtte Retten i Randers i juli advare mod svindel-sms'er, der ville have modtagere til at trykke på et link.
Mens også politiet i juni advarede mod falske mails, som foregiver at være fra Brobizz, hvor svindlere forsøger at narre kreditkortoplysninger fra ofre.
Ifølge en analyse fra Digitaliseringsstyrelsen i marts 2023 har 57 procent af danskerne oplevet forsøg på phishing, mens én procent af dem falder i fælden.
/ritzau/