Dette er en klumme og udtryk for skribentens holdning
Stalking er en alvorlig forbrydelse, der kan have ødelæggende konsekvenser for den udsatte. Det skaber frygt, usikkerhed og kan i værste fald føre til livslange traumer. Samfundet har en pligt til at beskytte de udsatte og sikre, at stalking tages alvorligt. I takt med den teknologiske udvikling ser vi en stigning i digital stalking, hvor gerningspersoner misbruger digitale platforme til at overvåge, intimidere og manipulere deres ofre. Selvom stalkingen foregår online, er konsekvenserne lige så alvorlige som fysisk forfølgelse.
Men hvis vi virkelig vil stoppe stalking, må vi også tage fat i grunden til problemet: udøvernes adfærd. At sætte ind med konsekvent hjælp og behandling til dem, der udøver stalking, kan være et nøgleværktøj i at stoppe stalkingen.
Udøvere af stalking har også brug for hjælp
At stalke er en kriminel handling, men det er også ofte et symptom på dybereliggende problemer. Mange, der udøver stalking, er ofte i dårlig trivsel eller en svær livskrise. Det betyder naturligvis ikke, at udøvers handlinger kan forsvares, men det understreger behovet for behandling, hvis vi vil forebygge gentagelse. Hvis vi kun straffer uden at tilbyde hjælp, risikerer vi, at mønsteret fortsætter, og at nye ofre rammes.
Dansk Stalking Center har erfaret, at 42% af de personer, der har modtaget behandling for stalkingadfærd, tidligere har stalket andre. Dette viser, at uden den rette indsats risikerer vi, at udøvere falder tilbage i samme destruktive adfærdsmønstre. Ved at tilbyde specialiseret behandling kan vi bryde denne cirkel og forhindre, at nye ofre skabes.
Det er vigtigt at skelne mellem stalking og andre former for problematisk adfærd, der måske kan være moralsk forkastelige, men som ikke er ulovlige. Stalking er ulovligt, og konsekvenserne for ofrene er ofte meget alvorlige. Vi må derfor ikke bagatellisere stalking eller forveksle det med almindelige konflikter mellem mennesker.
Forebyggelse og oplysning er vejen frem
Hvis vi vil reducere antallet af stalkingtilfælde i fremtiden, er forebyggelse og oplysning afgørende. Vi skal sikre, at både udsatte og udøvere ved, hvor de kan søge hjælp. Derudover er det vigtigt, at fagfolk er klædt på til at håndtere sager om stalking på en professionel og indsigtsfuld måde.
At bekæmpe stalking kræver en helhedsorienteret indsats. Vi skal tage de udsattes oplevelser alvorligt og tilbyde dem beskyttelse og støtte. Men vi skal også anerkende, at udøvere af stalking har brug for behandling til at bryde deres adfærdsmønstre. Hvis vi ignorerer denne del af problemet, risikerer vi, at stalking fortsætter og nye ofre skabes.
Lad os tage ansvar som samfund – ikke kun for ofrene, men også for dem, der udøver stalking. For kun ved at behandle problemet fra begge sider kan vi skabe varige løsninger og et tryggere samfund for alle.
Rikke Nue Møller er direktør i Dansk Stalking Center. Foto: Privat