Dødstallet efter tirsdagens ulykke på en natklub i Den Dominikanske Republik er steget til 184.
Det oplyser lederen af nødberedskabet, Juan Manuel Mendez, natten til torsdag til nyhedsbureauet AFP.
Antallet af døde blev onsdag morgen opgjort til mindst 124, efter at taget på natklubben Jet Set i hovedstaden, Santo Domingo, tirsdag pludseligt styrtede sammen.
Det skete under en optræden af den lokalberømte sanger Rubby Perez. Han blev også fanget i murbrokkerne. Ifølge hans manager er sangeren blandt de dræbte.
Siden tirsdagens tagkollaps har næsten 400 redningsfolk kæmpet for at finde overlevende i murbrokkerne, mens ambulancer i pendulfart har fragtet de mange sårede til hospitalet.
Lederen af nødberedskabet har tidligere oplyst, at der ikke er fundet overlevende i ruinerne siden tirsdag eftermiddag klokken 15 lokal tid.
Helikopterbilleder har vist et stort hul, hvor klubbens tag engang var. En kran har forsøgt at løfte nogle af de tungere murbrokker, mens redningsfolk har gravet sig igennem murbrokker, blikplader og stålstænger.
Den 51-årige tidligere baseballspiller Octavio Dotel, som i 2011 vandt World Series med amerikanske St. Louis Cardinals, er blandt de dræbte.
Han blev reddet ud i live, men døde af sine kvæstelser, mens han blev kørt til hospitalet, skriver lokale medier.
Også den tidligere baseballspiller Tony Blanco mistede livet, da taget væltede ned over natklubbens gæster.
Ifølge de lokale medier var der mellem 500 og 1000 mennesker i natklubben, da taget efter en pludselig strømafbrydelse kollapsede. Natklubben kan maksimalt have 1700 gæster på en gang.
Blandt ofrene er også en lokal guvernør, som døde af sine kvæstelser på hospitalet, og bandets saxofonist.
Ulykken på natklubben er en af de største tragedier, der har ramt den caribiske nation i mange år.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP