Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, har ikke overenskomst på sin smørrebrødsrestaurant, Á Porta i Mariager. Restauranten ejer han sammen med sin hustru Pia Adelsteen, der ligeledes sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti.
3F Mariager har siden da været på besøg hos Á Porta. Her indrømmede Kim Christiansen, at de ansatte hverken fik løn under sygdom eller havde en pensionsordning. Oplysninger Kim Christiansen hverken vil be- eller afkræfte overfor Avisen.dk.
Det er ikke godt nok, mener Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen.
- Jeg må bare sige, at han er blevet taget i noget hykleri. Ham og Dansk Folkeparti vil gerne fremstille sig som om, at de forsvarer arbejderens interesser. Det får vi igen bekræftet, at det gør de ikke, siger Finn Sørensen, der mener, Kim Christiansen hidser sig unødigt op.
Finn Sørensen nævner blandt andet sagen om restaurant Vejlegården, hvor 3F blokerede for restauranten, fordi den ikke ville indgå en overenskomst. Indehaveren, Amin Skov, havde allerede en aftale med Krifa, men det mente 3F ikke var nok. Dansk Folkeparti foreslog i den forbindelse, at 3F ikke skulle have ret til at indgå konflikt, hvis en virksomhed allerede havde aftale med en 'gul fagforening'.
Drop hysteriet
Da Avisen.dk i første omgang forelagde sagen for Kim Christiansen, spurgte DF'eren, om der var overenskomsttvang i Danmark?
Finn Sørensen anerkender, at der ikke er overenskomstvang i Danmark, men pointerer, at det uanset hvad er en god idé at tegne en.
- Der følger nogle rettigheder med en overenskomst, der ikke kun handler om kroner og øre. Det handler om, at man har ret til at tilkalde fagforeningen til at forhandle vilkår. En lønmodtager skal ikke stå alene overfor virksomhedsejeren. Så selvom man betaler en god løn, skal man have en overenskomst, siger Finn Sørensen.
Han håber, at Kim Christiansen vil tegne en overenskomst, og sætter sin lid til, at fagforeningen får det til at ske.
- Jeg har tillid til, at 3F sørger for, at der kommer en overenskomst. Jeg synes da, Kim Christiansen skulle droppe alt det der hysteri og så få tegnet den overenskomst. Hvis han så gerne vil give mere i løn, end der står i overenskomsten, er det bare med at få skrevet det ind. Det tror jeg ikke, 3F vil have et problem med, siger Finn Sørensen.
Avisen.dk har været i kontakt med Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted. Han afviser at kommentere på, at Kim Christiansen ikke har overenskomst på restauranten.
- Jeg blander mig ikke i hans anliggender, siger Bent Bøgsted.
DF-parret Kim Christiansen og Pia Adelsteen nyder to velskænkede fadøl på Hviids Vinstue i København. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix/arkiv