Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen (DF) nægter at have overenskomst i den restaurant, han driver i Mariager ved siden af folketingsjobbet.
Han har tidligere forklaret til Avisen.dk, at det ikke er nødvendigt for ham at tegne overenskomst, da hans ansatte, ifølge ham selv, får ordenlige løn- og arbejdsvilkår.
Men efter et kontrolbesøg fra 3F onsdag, viser det sig, at de ansatte i Kim Christiansens restaurant Á Porta hverken har pensionsordning eller får løn under sygdom. Forhold som en overenskomst typisk ville dække. Det fortæller faglig sekretær i 3F Mariager Karsten Sørensen.
Han har onsdag været til møde med Kim Christiansen i restauranten for at fortælle om, hvad en overenskomst indebærer.
- Han har ikke nogen pensionsordning for de ansatte. Og de får ikke løn under sygdom. Det bekræftede han (Kim Christiansen,red.) selv i dag, fortæller Karsten Sørensen til Avisen.dk.
Artiklen fortsætter under billedet
Kim Christiansen købte A Porta i 2013 sammen med sin ekskone Majbrit. Foto: Annelene Petersen, Scanpix.
Har fået en uge
Kim Christiansen ønskede under mødet ikke at oplyse til 3F, hvad hans ansatte fik i løn, men fastslog, at det var på overenskomstniveau, oplyser Karsten Sørensen.
Ifølge ham gik mødet med Kim Christiansen stille og fredeligt.
- Han påstod, at han vidste, hvad en overenskomst indebar. Det mente jeg nu ikke, han gjorde. Og det kunne jeg så se, at jeg havde ret i, siger Karsten Sørensen.
Han har ved dagens møde udleveret en kopi af en overenskomst til Kim Christiansen.
- Jeg gav ham en uge til at læse og regne, og har så aftalt med ham, at jeg tager kontakt igen. Så må han tage en beslutning om, vi skal til at handle tingene på plads, eller om han insisterer på ikke at have overenskomst, siger Karsten Sørensen.
Han vil ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvordan 3F vil reagere, hvis Kim Christiansen fortsat nægter at tegne overenskomst.
Avisen.dk har talt med Kim Christiansen om besøget fra 3F. Han ønsker hverken at be- eller afkræfte, om de ansatte ikke får pension eller løn under sygdom, og ønsker i det hele taget ikke at kommentere sagen.