Efter at have taget imod klækkelige tæv de seneste dage og uger tager de amerikanske aktier i den grad revanche onsdag aften dansk tid.
Det sker, efter at præsident Donald Trump på det sociale medie Truth Social har meldt ud, at der sker midlertidige ændringer i de toldsatser, han annoncerede i sidste uge.
Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset stiger med mere end otte procent, mens både det bredt sammensatte S & P 500-indeks og industriaktierne i Dow Jones-indekset stiger med omkring seks procent.
Trump har godt nok tænkt sig at øge tolden på kinesiske varer til hele 125 procent, men til gengæld vil han sænke den såkaldte gengældelsestold over for mere end 75 lande til 10 procent i de kommende 90 dage.
Det sker, fordi de pågældende lande har udtrykt ønske over for den amerikanske statsadministration om at forhandle om lavere toldsatser.
Det er frygten for en global handelskrig og en deraf følgende recession, der har drevet aktiekurserne ned de seneste uger.
I takt med, at Donald Trump har sat handling bag ordene, har mange investorer solgt ud af deres beholdning af frygt for, at verdenshandlen går i stå som følge af de høje toldmure rundt om USA.
Donald Trump har argumenteret for de nye toldsatser med, at USA's handelspartnere har snydt amerikanerne i årevis.
Det er dog i første omgang først og fremmest amerikanerne selv, der kommer til at mærke konsekvenserne, idet de kommer til at betale mere for varer, der er produceret i udlandet.
/ritzau/