Publikum var vilde med Tivoli Revyen 2023 og i dag blev det så i selvsamme gamle have offentliggjort, at revyen vender tilbage i 2024.
Lisbet Dahl præsenterede i dag sit hold for den kommende sæson, der byder på både garvede og spændende, nye navne.
En af de mere end almindeligt garvede er entertaineren Thomas Eje, som i 2024 vender tilbage 38 år efter, han første gang medvirkede i revyen.
Det ser Thomas Eje frem til, fortæller han til Avisen.dk.
- Nogle spørger, hvorfor jeg skal være med. Svaret er ret enkelt; jeg blev spurgt, griner han og fortsætter.
- Det er 38 år siden, jeg var med i Tivoli Revyen første gang. Det var med Klaus Pagh som direktør og vi havde en skøn tid. Jeg blev endda køret som årets revyfund og modtog "Årets Dirch". Det regner jeg ikke med sker denne gang. Faktisk regner jeg slet ikke med noget. Det gælder bare om at gøre sit bedste, smiler Thomas Eje.
Selv og han i mere end fire årtier har været en stor del af Linie 3, så skal publikum ikke regne med den store afsmitning fra den kant i Tivoli Revyen 2024.
- Vi ved faktisk ingenting lige i øjeblikket. Vi har ingen tekster eller ide om, hvilke numre vi skal lave. Det er helt åbent og der kan komme hvad som helst. Jeg har selvfølgelig været en del af Linie 3, men her er jeg med som enkeltperson og indretter mig efter forholdene i Tivoli Revyen, siger 66-årige Thomas Eje til Avisen.dk.
Og i Tivoli Revyen 2024 er det altså igen erfarne Lisbet Dahl, som skal svinge taktstokken, når Thomas Eje gør comeback næste sommer og går på scenen sammen med Lisbet Dahl, Rikke Buch Bendtsen, Rikke Bilde og Mikkel Becker Hilgart.
Tivoli Revyen 2024 får premiere i Glassalen den 6. juni næste år.
Thomas Eje gør comeback næste sommer og går på scenen sammen med Rikke Buch Bendtsen, Rikke Bilde, Mikkel Becker Hilgart og selvfølgelig Lisbet Dahl. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
I videoen herunder taler Thomas Eje også om Tivoli Revyen og ikke mindst Lisbet Dahl.
Her lyder det blandt andet.
- Jeg er vild med Lisbet. Jeg elsker Lisbet. Jeg tror sgu også, hun elsker mig lidt.
Se selv hele videoen, hvor Tivoli Revyen 2024 bliver afsløret, lige herunder.