21 milliarder kroner. Så meget har a-kasserne udbetalt til medlemmer, som har valgt at benytte sig af chancen for at hæve efterlønnen og dermed træde ud af ordningen.
I alt har 37 procent af a-kassernes medlemmer - altså mere end hver tredje - fået efterlønspengene ud.
Det er status fra brancheorganisationen A-kassernes Samvirke, efter at det fra april i år blev muligt at hæve efterlønnen og her godt tre uger før den mulighed slutter igen.
- Overordnet svarer det nogenlunde til, hvad vi havde forventet, men vi forventer også, at det kommer lidt højere op, for der kommer selvfølgelig en slutspurt her i de sidste tre uger, der er tilbage, lyder det fra direktør i AK-Samvirke Verner Sand Kirk.
Analysen kommer fra AK-Samvirke, som i samarbejde med medlemskasserne har indsamlet tal for, hvor mange der har valgt at få deres efterlønsbidrag udbetalt skattefrit - og hvor mange penge, der er udbetalt per 1. september i år.
Danskerne har haft muligheden fra 2. april til og med 1. oktober i år. Men Verner Sand Kirk maner til besindighed blandt dem, som endnu ikke har besluttet sig:
- Det er en beslutning, som du skal overveje grundigt. Hvis man er over 50, råder vi til, at man skal overveje det meget grundigt, for der er det for de fleste en rigtig dårlig idé at træde ud.
Fordelene ved at blive i efterlønsordningen er nemlig, at den giver mulighed for at få et seniorjob. Samtidig får man renter af sine penge, hvilket giver en skattefri præmie på op til 150.000 kroner.
Og det er da også kun 13 procent over 50 år, som har valgt at træde ud. Til sammenligning har lidt over halvdelen under 40 år og mellem 40-49 år valgt at hæve efterlønnen.
- Hvis du er mellem 40 og 50 år, kræver det grundige overvejelser i forhold til, hvor meget man har indbetalt, og hvor meget man får ud - og det er også mere relevant at overveje muligheden for seniorjob, råder Verner Sand Kirk.
Men hvis du er under 40, vil det som udgangspunkt kunne betale sig at stoppe i ordningen.
I alt har 397.700 efterlønsberettigede a-kassemedlemmer fået deres bidrag udbetalt skattefrit i starten af september.