Ti medlemmer af rockerklubben Bandidos er blevet tiltalt for at have videreført den foreløbigt forbudte gruppe ved at afholde månedlige møder i regi af klubben.
Det siger anklagerfuldmægtig Tobias Baadsgaard fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ved et retsmøde i Retten i Glostrup tirsdag formiddag.
Retsmødet drejer sig om den fortsatte varetægtsfængsling af mændene. Anklagemyndighedens påstand lyder på, at fængslingen skal forlænges med fire uger.
Men dommeren har besluttet, at fængslingen blot skal forlænges til 12. maj - altså knap to uger fra nu.
De ti mænd, der alle er beskyttet af et navneforbud, har siddet fængslet siden starten af april.
NSK har beskrevet dem som "ledende medlemmer" af Bandidos, men på grund af navneforbuddet er det ikke tilladt nærmere at beskrive, hvilke roller mændene har indtaget.
De er alle til stede i retten, og inden retsmødets begyndelse var der venskabelig snak mellem de fængslede rockere, der også fik mulighed for at hilse på de pårørende, der var mødt op i retten.
De blev anholdt 1. april på en kro i Sejet i Østjylland.
NSK mener, at de har mødtes den første tirsdag i hver måned. Møderne skal være fundet sted på en café i Ishøj og den førnævnte kro i Sejet.
Der er rejst tiltale for i alt fire møder. Mændene er blevet tiltalt for at have deltaget i et eller flere af møderne.
Desuden fortæller Tobias Baadsgaard, at der også er rejst tiltale for et forhold om forsøg på at videreføre en forbudt forening. Det skyldes, at der efter anklagemyndighedens opfattelse var planlagt endnu et møde, der skulle finde sted i maj.
De ti mænd nægter sig alle skyldige, og deres forsvarsadvokater tager forbehold for at kære dommerens beslutning om at forlænge fængslingen.
Anklagemyndigheden vil kræve de ti mænd idømt fængsel i et år i sagen.
Det er væsentligt mere end den strafferamme, der som udgangspunkt er i sager om videreførelse af en forbudt forening. Den lyder nemlig på 40 dages fængsel.
Men i denne sag vil der ifølge Tobias Baadsgaard kunne idømmes en højere straf, fordi der er tale om "kerneområdet i foreningsdriften".
På møderne skal der blandt andet være diskuteret udelukkelse af afdelinger og optagelse af nye medlemmer.
Retten i Helsingør behandler i disse måneder en sag om et forbud mod Bandidos. Her forsøger anklagemyndigheden at bevise, at Bandidos er en forening med et ulovligt formål, der dermed kan forbydes.
Siden maj sidste år har der været nedlagt et administrativt forbud mod klubben, der gælder, indtil retten har taget stilling til, om Bandidos må eksistere.
/ritzau/