Kardinaler fra hele verden vil mødes i et hemmeligt konklave for at vælge en ny pave med begyndelse 7. maj.
Det bekræfter Vatikanet ifølge Reuters.
Kardinaler fra hele verden er i forvejen samlet i Vatikanet efter lørdagens begravelse af den afdøde pave Frans.
Konklavet kan efter ritualet tidligst begynde 14 dage efter og senest 20 dage efter pavens død.
Pave Frans døde 21. april.
Datoen for konklavets begyndelse er blevet besluttet under et møde mellem kardinaler for lukkede døre i Vatikanet.
De foregående to konklaver, som blev afholdt i 2005 og 2013, varede to dage, skriver Reuters.
Konklavet finder sted i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Ordet konklave betyder "aflåseligt værelse".
Kardinaler under 80 år har stemmeret i konklavet. Globalt er der 252 kardinaler, men kun 136 af dem må stemme.
Når konklavet er begyndt, viser kardinalerne sig ikke, før den nye pave er blevet valgt.
Kardinalerne afgiver deres stemmer på kort. Hvis der ikke er det nødvendige flertal på to tredjedele plus en, bliver valgkortene brændt i en ovn sammen med et kemikalie, der frembringer sort røg.
Når flertallet er i hus, og en ny pave er valgt, bliver valgkortene brændt sammen med et kemikalie, der laver hvid røg.
Røgen sendes op gennem en skorsten i Det Sixtinske Kapel.
Når konklavet har valgt en pave, meddeles dette af den mest fremtrædende kardinal på balkonen på Peterspladsen, hvorefter den nye pave træder frem.
Pave Frans blev begravet lørdag, hvor en stor ceremoni fandt sted på Peterspladsen i Rom.
250.000 mennesker mødte op, hvorefter pavens kiste blev kørt til Santa Maria Maggiore-kirken, hvor han officielt blev begravet.
/ritzau/