En pige vågnede med et sæt til, at en fremmed mand befandt sig i hendes børneværelse i et villakvarter i Roskilde sidste år.
Det fortæller pigens far, der fredag tydeligt påvirket af situationen afgiver forklaring i Retten i Roskilde.
I sagen sidder en 23-årig mand på anklagebænken. Han erkender at være trængt ind på to børneværelser og at have kildet mindreårige piger under fødderne, hvilket førte til seksuel nydelse for ham.
Pigen vågnede ifølge farens forklaring med, hvad hun troede, var savl på fødderne.
- Hun siger, at hun vågner ved, at hendes fødder bliver våde. Og så står der en dreng i bar overkrop, forklarer pigens far.
- Hun kiggede mærkeligt på ham, og så løb han, fortæller faren.
Politiet fandt tre sædpletter på madrassen. DNA'en matchede mandens. Tiltalte er spinkel af bygning og har sort hår.
Den tiltalte har forklaret, at han fandt en nøgle, som han låste sig ind i huset med.
Manden er også tiltalt for tre uger før denne hændelse at være trængt ind i et børneværelse, hvor to mindreårige søstre lå og sov. Denne gang var han kommet ind ad et åbent vindue.
Her erkender han at have kildet den ene søster under fødderne og ligeledes at have onaneret på værelset.
Han er tiltalt for at have voldtaget den mindste pige ved andet seksuelt forhold end samleje.
Han nægter, at der kan være tale om voldtægt, men erkender at have krænket pigen seksuelt, som det står beskrevet i anklageskriftet.
Han har løbende skiftet forklaring i retten. Først lød det, at han trængte ind i husene for at stjæle alkohol.
På et tidspunkt under onsdagens retsmøde svarede han "ja" til, at han gik ind i husene for at kilde nogen under fødderne.
Under sin forklaring var tiltalte berørt. Dommer Thomas Smed måtte flere gange bede ham tale højere.
- Det, at han sidder i retten og græder og er ked af det. Jeg må sige, at min sympati ligger et sted, og det er hos de børn og familier, det er gået ud over, siger anklager Pernille Bach Fredin i sine afsluttende bemærkninger.
- De blev krænket det sted, de skal føle sig allermest trygge - i deres egen seng på deres eget værelse.
I 2023 blev han dømt i en anden straffesag for i alt 37 forhold, efter at han også her var trængt ind i børneværelser i Roskilde og havde berørt sovende pigers fødder.
Han ankede dengang dommen og blev sat på fri fod, indtil ankesagen kunne komme for landsretten.
I mellemtiden har han så ifølge politiet begået de krænkelser, som han nu er tiltalt for.
Det kom frem i et retsmøde onsdag, at anken i den anden sag er frafaldet.
Det ventes, at retten 7. maj afsiger skyldkendelse i sagen. Senere ventes dommen.
Anklagemyndigheden kræver manden idømt forvaring.
/ritzau/