Danske Folkepartis mangeårige medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Region Hovedstaden, Finn Rudaizky, vil melde sig ud af partiet for i stedet at blive løsgænger.
Det bekræfter han overfor TV 2 Kosmopol.
- Jeg føler, at jeg har brug for politisk luftforandring samt brug for at få min politiske arbejdsglæde tilbage, udtaler Finn Rudaizky, der har været medlem af DF siden 2008.
Beslutningen kommer i den grad bag på Alexander Camre, der både er formand for Dansk Folkeparti i København og medlem af partiets hovedbestyrelse.
- Jeg er meget forundret over, han stopper, og at jeg skal finde ud af det gennem medierne. Vi har haft et godt samarbejde, så det er en ærgerlig nyhed, siger han til TV 2 Kosmopol.
Tidligere i år kom det frem, at DF i København har valgt Mikkel Bjørn som deres spidskandidat til det kommende kommunalvalg.
Rudaizkys beslutning betyder, at Dansk Folkeparti ikke længere har nogen medlemmer af Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus. Derfor skal partiet ud at samle underskrifter for at blive opstillingsberettiget til kommunalvalget, der finder sted den 18. november 2025.