Dagligvarekoncernen Coop har hængt alvorligt i bremsen, men er på vej til at rette op på en tabsgivende drift.
Selskabet skriver i en pressemeddelelse om regnskabet for 2024, at man har vendt et negativt driftsresultat på 717 millioner kroner i 2023 til et plus på samme regnskabspost på 162 millioner kroner sidste år.
Det endda på trods af, at omsætningen faldt fra 34,2 milliarder kroner til 33,6 milliarder.
Ifølge Finans skyldes en stor del af fremgangen dog salget af en stor ejendom nær selskabets hovedkontor i Albertslund, der har påvirket regnskabet positivt med 472 millioner kroner.
Trækker man det beløb ud af ligningen, er driftsresultatet fortsat i negativt territorium.
Alligevel glæder bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst sig over fremgangen.
- Med et solidt kapitalgrundlag på plads og en ny ledelse kan vi heldigvis konstatere, at første del af operationen er lykkes, siger han.
Coop blev oprindeligt ejet af det kundeejede andelsselskab Coop. Et større underskud i 2022 betød dog, at der måtte ny kapital og en medejer til i form af energiselskabet OK.
Sammen har de to ejere iværksat en plan, der skal få de omkring 900 butikker til igen at blive en overskudsforretning.
Det har blandt andet betydet, at man har afskediget en hel del administrative medarbejdere og har lukket tabsgivende butikker og tilknyttede selskaber som eksempelvis onlinebutikken Coop.dk.
Senest har Coop afsluttet en handel med Salling Group, der overtager 33 tabsgivende butikker fra konkurrenten.
Coop forventer at levere et driftsresultat i år, der er endnu bedre end i 2024.
- Coop giver samlet set et underskud, og det er jo det, der har vores fokus. Så på trods af, at vi har fremgang, så er vi fortsat en virksomhed med underskud på vores kernedrift.
- Det er også derfor, at vi har en ambition og en plan om at øge vores lønsomhed også i 2025, så vi fortsætter den positive udvikling, som vi har et i selskabet i 2024, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen.
/ritzau/