I den amerikanske delstat Texas blev en 41-årig mand onsdag henrettet for et drab begået på en kvinde for mere end 20 år siden.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Moises Sandoval Mendoza blev henrettet med en dødelig indsprøjtning i et fængsel i byen Huntsville, oplyser Texas' justitsminister Ken Paxton i en udtalelse.
Mendoza blev kendt skyldig i mordet på den 20-årige Rachelle O'Neill Tolleson i marts 2004.
Efter at han havde dræbt kvinden, der havde et fem måneder gammelt barn, brændte han liget i en grøftekant. Liget blev først fundet flere dage senere.
Lokale medier har skrevet, at de to havde kendt hinanden siden gymnasietiden.
Moises Sandoval Mendoza har erkendt at stå bag drabet, men han har flere anmodet om at få omgjort dødsstraffen til fængsel på livstid.
I timerne før henrettelsen afviste USA's højesteret Mendozas ønske om at blokere for den dødelige indsprøjtning.
Umiddelbart før indsprøjtningen undskyldte han drabet på den dengang 20-årige kvinde. Hun undskyldte også over for hendes datter.
- Til Avery … Jeg stjal din mor fra dig. Det er jeg ked af. Jeg ved, at jeg ikke kan gøre sige eller gøre noget, der nogensinde kan gøre det godt igen, sagde Moises Sandoval Mendoza.
Der er den 13. henrettelse, der har fundet sted i USA i år.
Ni af dem er sket med dødelig indsprøjtning, to med skud og to med nitrogen.
Muligheden for at idømme fanger dødsstraf er blevet fjernet i 23 ud af 50 amerikanske delstater. De tre delstater Californien, Oregon og Pennsylvania har midlertidigt suspenderet muligheden for dødsstraf.
USA's præsident, Donald Trump, er erklæret tilhænger af dødsstraffen. På sin første dag i sin nuværende embedsperiode opfordrede han til en udvidelse af brugen af dødsstraf mod "de mest modbydelige forbrydelser".
/ritzau/