Amerikanske aktier
Der er nogle ret uhyggelige rekorder, der bliver slået og tangeret i disse tider. Rekorder, der får tiderne til at minde om Den Store Depression i 1930'erne.
Det toneangivende aktiemarkedindeks Dow Jones Industrial Average er faldet 9.1 % i de første tre uger af april, den værste nedtur for det 129 år gamle indeks siden - ja, 1932. Den eneste anden måned, hvor det var værre, var april 1931.
Det lidt bredere indeks, S&P 500 (aktieindeks over 500 store amerikanske virksomheder. Ti af virksomhederne er dog teknisk set ikke hjemmehørende i USA) er faldet 14%, siden Trumps indsættelse – det største fald siden man først registrerede det i 1921.
Dollaren
Den ellers så stærke amerikanske dollar er faldet 5,5% på to måneder – også en rekord, siden man registrerede data første gang på det under Gerald Ford i 1974. Dollaren faldt til sit laveste niveau i årevis i mandags (6.51 kr.)
Obligationer
Typisk når investorer flygter fra aktier, bliver der investeret massivt i statsobligationer – en tryg havn, som dog i disse tider ikke er så tryg mere. De er steget 4,4 % og kort tid efter faldet omtrent det samme. Obligationer plejer ikke at "opføre" sig sådan, og det gør igen investorer utrygge.
Olie
Frygt for en global recession har fået oliehandlere til at sælge ud af lagerne, da man frygter, at både skibsfart og flyrejser m.m. vil stagnere. Olien er faldet 19%, siden Trump kom til.
Kun Bill Clintons anden periode som præsident oplevede et værre fald, da oliepriserne faldt 24%.
Guld
Når alt andet går skidt, så er det altid et fingerpeg om, at så går det godt for guldet. Og det må man sige også er tilfældet her. Massive opkøb af guld har fået guldprisen til at sætte rekord – aldrig har den været højere. $3.500 for en ounce (28,35 gram).
Guldpriserne er steget 25%, siden Trumps indsættelse. Den tidligere rekord var 13,5%, da Jimmy Carter tiltrådte i 1977.
En ny æra
- Vi er på vej ind i en æra, som det globale marked aldrig har oplevet i den måde, det har fungeret på i over 80 år, sagde IMF (Internationale Valuta Fond) i en meddelelse i dag tirsdag.
Og det bliver kun værre, spår mange analytikere. For med lav eller ingen økonomisk vækst, vil det store inflationsspøgelse, som har ligget og slumret de seneste måneder, blive vækket kraftigt til live igen, og det er en dødsspiral.
Topchefen for investeringsgiganten Goldman Sachs, David Solomon, sagde til NBC tidligere i dag, at Trumps slingrekurs har gjort alt og alle usikre og umuliggjort firmaernes evne og muligheder for at navigere i et nu kaotisk marked.
- Graden af usikkerhed er alt for høj. Det er langt fra produktivt. Det vil få – og har allerede fået en stor påvirkning på hele den globale økonomi, siger han.