Et mindre fly med fire personer om bord er lørdag lokal tid styrtet ned på en mark i delstaten Illinois i USA.
Alle fire ombordværende er omkommet i ulykken.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Ifølge Ed Schnier, som er amtet Coles' retsmediciner, er der tale om to kvinder og to mænd.
Han afviser ifølge AP dog at dele flere oplysninger om de omkomne, da de pårørende først skal underrettes.
Flyet, der var af modellen C180G fra den amerikanske producent Cessna, styrtede ned omkring klokken 10.00 om formiddagen lokal tid nær området Trilla, der ligger centralt i Illinois.
Det oplyser den amerikanske transportmyndighed National Transportation Safety Board (NTSB) i en mail til AP.
Ifølge NTSB peger oplysninger om styrtet indtil videre på, at flyet fløj ind i nogle strømledninger.
- Forfærdelige nyheder fra Coles County (amtet Coles, red.), skriver Illinois' guvernør, J.B. Pritzker, i et opslag på sociale medier.
Her lyder det videre, at hans administration "overvåger situationen, mens vi har dem, der er påvirket af flystyrtet, i vores tanker i dag".
Ifølge mediet CBS News er nogle vragdele fra flyet endt på en vej i området.
Den lokale sherifs kontor melder ifølge mediet, at vejen vil være lukket frem til søndag - og muligvis længere tid - mens de føderale luftfartsmyndigheder (FAA) og NTSB efterforsker hændelsen.
I forbindelse med efterforskningen vil resterne af flyet blive fragtet til "sikre faciliteter".
NTSB siger videre, at myndigheden inden for 30 dage vil offentliggøre en indledende rapport om efterforskningen.
I sidste uge var der også et mindre fly, der styrtede ned i USA. Det skete i Florida, og også her omkom alle tre ombordværende i ulykken.
Dagen inden denne ulykke var en helikopter desuden forulykket i New York, og to passagerfly var stødt sammen på landingsbanen i Ronald Reagan-lufthavnen uden for Washington D.C.
Seks personer mistede livet ved helikopterulykken, mens ingen kom til skade ved sammenstødet mellem de to fly.
/ritzau/