Det danske C25-indeks åbner i rødt efter påsken. Fem minutter efter børsåbning ligger aktieindekset til et fald på omkring 1,6 procent, og efter ti minutter - klokken 09.10 - ligger aktieindekset til at falde omkring 2,2 procent.
Det skriver Ritzau.
Novo Nordisks aktiekurs dykker tirsdag med 7,8 procent, efter at påsken bød på gode nyheder for konkurrenten Eli Lillys nye vægttabspille Orforglipron, som kom succesfuldt igennem et fase 3-studie.
Det skriver MarketWire ved børsåbning.
Det er således især Novo Nordisk-aktien som driver faldet. I kraft af sin høje markedsværdi udgør Novo Nordisk en stor del af aktieindekset.
Udover Novo Nordisk dykker Ørsteds aktiekurs også.
C25 er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen. De mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset.
Aktie-dyk i USA og Europa
Nedgangen for de danske aktier tirsdag morgen skyldes ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, meldinger fra Trump.
- De angreb, som Donald Trump har udsat centralbankchefen i USA, Jerome Powell, for hen over påsken, skaber usikkerhed, siger han til TV 2.
Mandag rettede USA's præsident kritik mod Jerome Powell, som er chef for Den Amerikanske Centralbank.
Det skabte bekymring om centralbankens uafhængighed og rystede investorerne.
De tre ledende indeks i USA - S&P 500, Nasdaq og Dow Jones - lukkede mandag med fald på mellem 2,4 og 2,6 procent.
De europæiske aktier starter ligeledes med at falde tirsdag, skriver MarketWire.