Ritzau
Opdateret kl. 15:59
Et fredet fortidsminde i form af en meget gammel rundhøj ved Boeslunde er blevet udsat for hærværk.
Ukendte gerningsmænd har gravet et stort hul ned i rundhøjen og derved fjernet jordlag og sten.
Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der fik anmeldelsen torsdag klokken 08.43.
- Politiet efterlyser i den forbindelse vidner, der kan have registreret aktivitet ved rundhøjen i tiden op til torsdag morgen. Politiet kan kontaktes på telefon 114, skriver politiet i døgnrapporten.
Rundhøjen ligger nær Korsør Landevej i Fruerskov ved Boeslunde.
Hærværket er blevet bemærket af kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der blev orienteret af Slots- og Kulturstyrelsen.
- Jeg er rasende! I Skælskør er en 3000 år gammel gravhøj blevet ødelagt af en flok underfrankerede tåber.
- Og en jættestue i Roskilde er blevet smurt ind i graffiti. Det er en skændsel uden lige - og mangel på respekt for vores fælles historie, skriver han på det sociale medie X.
På jættestuen, der ligger bag Lindebjergskolen i Roskilde, er der skrevet "BIF". Graffitien er fredag morgen ikke anmeldt til politiet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
/ritzau/