Sejren var aldrig for alvor i fare for Team Esbjergs håndboldkvinder, der torsdag aften vandt 35-27 hjemme over Viborg HK i den anden kamp i slutspillet for de to hold.
Det var generelt en kamp med Team Esbjerg i den dominerende og styrende rolle, mens Viborg ikke havde værktøjerne til at følge med.
Dermed er Team Esbjerg oppe på to sejre i to kampe i slutspillet, og det rækker til en førsteplads i gruppen, der også tæller Ikast og Sønderjyske.
Team Esbjerg fører gruppen med seks point, mens Ikast har fem point på andenpladsen. Viborg og Sønderjyske er fortsat uden point efter to kampe.
Kun de to bedste går videre til DM-semifinalerne, så det virker efterhånden svært for de to lavest placerede at kunne avancere.
Henny Reistad blev kort inden kampen mod Viborg kåret til Årets Kvindelige Håndboldspiller. Det var fjerde år i træk, at hun modtog hæderen.
Det er en kåring, som Spillerforeningen Håndbold står for. Stemmerne kommer fra spillerne i de to bedste danske rækker samt de danske udlandsprofessionelle. Reistad fik hele 49 procent af stemmerne i kåringen.
Den norske bagspiller scorede et enkelt mål i torsdagens sejr over Viborg, mens andre holdkammerater fik lov at vise sig mere frem i et presset kampprogram for vestjyderne.
Line Haugsted blev topscorer i kampen med seks mål for Team Esbjerg, og holdkammeraten Anna Kristensen tog godt fra i målet.
I den anden gruppe i slutspillet blev der spillet en enkelt kamp tidligere torsdag.
HH Elite fra Horsens vandt overraskende 23-22 ude over Nykøbing Falster Håndbold, som smed en føring på 19-13 i anden halvleg.
Odense Håndbold topper gruppen med seks point, mens Horsens og København Håndbold har to point. NFH har blot et enkelt point efter to kampe.
/ritzau/