En gymnasieelev er dræbt og tre andre såret i et knivstikkeri på et gymnasium i byen Nantes i det nordvestlige Frankrig.
Det oplyser fransk politi til Le Parisien og andre franske medier.
Den formodede gerningsmand er anholdt. Det er en 15-årig dreng, der er elev på gymnasiet.
Han angreb fire af sine medstuderende omkring klokken 12.30, inden han blev overmandet af lærere på skolen.
Drengen var ifølge Le Parisiens oplysninger bevæbnet med både en jagtkniv og en foldekniv.
Den dræbte er en pige, mens de tre sårede er drenge.
En talsmand for politiet siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at der ligger et terrormotiv bag knivstikkeriet.
Den 15-årige formodede gerningsmand har ifølge Le Parisien rundsendt et manifest til skolens øvrige elever. Det handler blandt andet om klima, miljø og forurening, lige som "social fremmedgørelse" også nævnes.
På det sociale medie X skrev uddannelsesminister Élisabeth Borne torsdag eftermiddag, at hun er på vej til skolen i Nantes sammen med indenrigsminister Bruno Retailleau.
Frankrigs premierminister, François Bayrou, opfordrer efter knivangrebet til, at der indføres øget kontrol i og omkring landets skoler.
Han beder om at få "konkrete forslag", der kan være med til at forhindre "vold begået af mindreårige" med knive og lignende våben.
Forslagene skal være premierministeren i hænde inden for de næste fire uger, meddeler hans kontor ifølge nyhedsbureauet AFP.
Anklageren i Nantes, Antoine Leroy, havde planlagt en pressekonference klokken 19.00 om knivangrebet på gymnasiet Notre-Dame de Toutes-Aides. Men den er udskudt til "et senere tidspunkt", skriver Le Parisien.
Der er tidligt torsdag aften ikke umiddelbart flere oplysninger fra hverken politi eller anklager.
/ritzau/