Det trak op til et kæmpe resultat for Aalborg Håndbold i den første Champions League-kvartfinale ude mod tyske Füchse Berlin torsdag aften, men tyskerne ville det anderledes.
En nordjysk føring på 13-7 i første halvleg blev siden vendt til tysk hjemmesejr på 37-29. Ikke mindst takket være en storspillende Mathias Gidsel, der scorede 11 gange.
- Jeg skal prøve at styre følelserne lidt. Vi er helt nede i sækken i første halvleg og kunne ikke komme til noget. Og så ejede vi det hele.
- Jeg tror hellere, jeg vil snakke om, hvor pisseheldig jeg er at få lov til at spille sådan en betydningsfuld håndboldkamp i sådan en hal mod en god modstander. Det er en absolut drengedrøm, siger Gidsel til DR ifølge TV 2.
Aalborg førte med 15-14 ved pausen og tabte derefter anden halvleg med 14-23. Det var man ikke ligefrem tilfreds med hos det danske hold.
- Vi kan ikke bare stå og kigge på, som vi gjorde i store dele af anden halvleg. Jeg synes, det var lidt pinligt, siger René Antonsen.
Aalborg står nu foran lidt af en opgave i returopgøret hjemme på onsdag, hvor den samlede vinder stryger i Final-4.
/ritzau/