- Idioten har tydeligvis aldrig fået et nej i sit liv, så jeg fortæller ham, at han kan få en røvfuld.
Sådan skriver X Factor-veteranen Thomas Blachman i et længere opslag på Facebook.
Her forklarer han også, at truslen var møntet millionær-sønnen Christopher Kjær, som er søn af Janni Spies og Christian Kjær.
Ifølge Thomas Blachman blev han ved en fest fredag opsøgt af Christopher Kjær, som sagde at han havde et væddemål i gang med sine venner.
Væddemålet gik ud på om Christopher Kjær turde slikke Thomas Blachmans isse.
- Jeg reagerer med et "mon dog", hvorefter den unge mand rykker helt tæt på og rører ved mit hoved og fortæller mig lige præcist, hvor han gerne vil slikke min isse, skriver Thomas Blachman i opslaget.
X Factor-dommeren forklarer, at han aldrig har "slået nogen og er aldrig selv blevet slået".
- Hvilket jeg naturligvis er stolt af, men nu var tiden kommet. Festen var forbi for dette røvhul, så jeg løftede min knyttede næve.
Thomas Blachman besindede sig og endte med at give Christian Kjær langefingeren.
- Hvorfor er det altid arbejderklassens opgave at opdrage de "rige svins" ekstraordinært uforskammede møgunger?, spørger Thomas Blachman retorisk.
Christopher Kjær er søn af Janni Spies og Christian Kjær. (Foto: Christensen Klaus Bo/Ritzau Scanpix
26-årige Christian Kjær har reageret og i en kommentar til opslaget skrevet følgende:
- Jeg undskylder rigtig mange gange. Jeg er rigtig ked af, at jeg har overtrådt en grænse. Det var på ingen måde meningen. Jeg håber, du kan tage mod min undskyldning! Jeg har lært af det.
Til det svarer 62-årige Thomas Blachman:
- Sejt, du kan sige undskyld, unge mand. Det beroliger mig, at jeg ikke skal begynde til en eller anden kampsport for at kunne færdes i tiden.
Thomas Blachman afslutter sit opslag med ordene: "Jeg er hverken krænket eller sur, jeg passer bare mit arbejde".