Efter 12 år skal Sorø Kommune have en ny borgmester.
Den konservative Gert Jørgensen genopstiller ikke som borgmesterkandidat ved kommunalvalget i november.
Det oplyser han i en pressemeddelelse ifølge TV2 Øst.
Han stiller dog fortsat op ved kommunalvalget, da han ønsker at fortsætte som medlem af kommunalbestyrelsen i den midtsjællandske kommune.
- Det er en beslutning, jeg har truffet i ro og med forståelse fra partiet. Jeg ser frem til at fortsætte som kandidat og bidrage med mine mange erfaringer i den kommende valgperiode, hvor Sorø Kommune bliver vært for Danmarks største region - Region Øst (Region Østdanmark, red.), siger Gert Jørgensen.
De Konservative stiller i stedet med nuværende kommunalbestyrelsesmedlem Lars Schmidt som borgmesterkandidat.
Gert Jørgensen har siddet i kommunalbestyrelsen i 20 år og som borgmester de seneste 12 år.
Ved det seneste kommunalvalg i 2021 fik han 1893 personlige stemmer, hvilket var flest af alle i kommunen.
De Konservative blev dog lige akkurat slået af Socialdemokratiet som kommunens største parti.
Siden da har Gert Jørgensen været ramt af flere dårlige sager.
B.T. kunne i maj 2023 beskrive, at Gert Jørgensen havde brugt kommunens penge på koncertbilletter og middage for over 30.000 kroner.
Mediet havde fået aktindsigt i en borgmesterkonto, som borgmesteren havde adgang til. Heri fremgik det, at borgmesteren havde brugt 33.198 kroner på fem lokale koncerter og dertilhørende middag i perioden fra 2014 til 2018.
To professorer vurderede, at der var tale om private udgifter, som skatteyderne havde betalt for.
Kommunen afviste dog kritikken og anså koncertbilletterne for at være et personalegode for en afgrænset medarbejdergruppe.
Blot en måned efter skrev Sorø Kommune i en pressemeddelelse, at Gert Jørgensen var inhabil, da han i 2019 bevilgede et tilskud på 5000 kroner til foreningen Jul i Sorø anno 1953, hvor han selv var frivillig kasserer.
Det kom frem i forbindelse med en redegørelse, som kommunen havde lavet til Ankestyrelsen.
/ritzau/