Hvis det en dag bliver nødvendigt at søge ly i et beskyttelsesrum, risikerer borgere i langt størstedelen af landets kommuner ikke at have et offentligt tilgængeligt sted at løbe hen.
86 af landets kommuner har ikke plads til alle borgere i kommunernes beskyttelsesrum. Kun 12 kommuner har plads til alle borgere. I 54 ud af landets 98 kommuner, er der plads til under halvdelen.
Det viser en opgørelse foretaget af DK Nyt og Kommunen.dk på baggrund af kommunernes egne tal til Folketingets forsvarsudvalg i juni 2024.
Manglen på pladser i kommunernes beskyttelsesrum kritiseres af flere eksperter, som DK Nyt og Kommunen.dk har talt med.
Ifølge lektor ved forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, giver tallene grund til særligt én bekymring:
- Spørgsmål nummer ét er, hvor mange af de her beskyttelsesrum, der faktisk kan bruges til noget. Altså, er der overhovedet nogen, der har været ude og tjekke deres tilstand og vurderet, om de er brugbare, spørger han.
Iben Bjørnsson, adjunkt ved Forsvarsakademiet, vurderer, at manglen på beskyttelsesrum skaber usikkerhed hos borgerne. Hun siger, at manglen på beskyttelsesrum beviser, at der er brug for en national beredskabsplan.
- Kommunerne har efterspurgt det i årevis. Mange ved ikke engang, hvad deres rolle er. Den uvished skaber usikkerhed hos borgerne – selvom de fleste huse har en kælder. Hvis man virkelig er bekymret, kan man nok finde ud af noget selv, men det er ikke ideelt, siger hun.
Fire kommuner har ifølge opgørelsen kun plads i deres beskyttelsesrum til under 10 pct. af borgerne. Der er tale om Faaborg-Midtfyn, Odsherred, Stevns og Læsø.
Modsat er der 12 kommuner, der som de eneste i landet har plads til alle deres borgere i beskyttelsesrum. Alle 12 kommuner ligger i eller omkring Storkøbenhavn.
Læsø kommune har som den eneste i Danmark slet ingen beskyttelsesrum, og det skyldes at Læsø historisk set ikke har haft et presserende behov for den slags, lyder forklaringen fra kommunaldirektør Kurt Bennetsen.
Han oplyser til DK Nyt og Kommunen.dk, at Læsø Kommune dog er i gang med at undersøge forholdene for beredskab, heriblandt om der skal laves beskyttelsesrum i eksisterende offentlige bygninger.
Kommunen.dk