Til sommer er der familieforøgelse i hjemmet hos iværksætter og personlig træner Cecilie Lind. Det annoncerer den hårdføre atlet på Instagram, hvor hun under hashtagget ’Summerbaby’ har delt tre billeder, der balndt andet viser hendes gravide mave.
- Vi glæder os til at møde dig. Og jeg glæder mig til at opleve vores familie vokse – ikke bare i antal, men i kærlighed, i liv og øjeblikke, vi aldrig glemmer, skriver den 36-årige personlige træner til sine over 90.000 følgere på det sociale medie.
I 2021 var Cecilie Lind med på holdet, da danske kendisser for første gang kunne prøve kræfter med de barske udfordringer, som aspiranterne i det populære TV2-program ’Korpset’ bliver sat på. Holdet bestod udover Cecilie Lind, der måtte udgå med skulderproblemer i fjerde afsnit, blandt andet af Rikke Hørlykke, Anette Støvelbæk, Bo Hamburger og Daniel Svensson.
Cecilie Lind har i forvejen datteren Chloe på to år med sin mand, Lars Kristensen.