Hun er tredobbelt olympisk guldvinder, har sat adskillige verdensrekorder i speedskating, og så har hun i weekenden sprunget lidt af en bombe på Instagram.
37-årige Martina Sáblíková, der er en kæmpe sportsstjerne i Tjekkiet, afslørede nemlig på det sociale medie, at hun er blevet kæreste med sin 29-årige holdkammerat, Nikola Zdráhalová. Eller rettere, de blev kærester for 12 år siden og har holdt forholdet hemmeligt indtil nu.
- Nikola Zdráhalová og jeg er et par. Hun er min store støtte, vi er glade, og vi har delt et smukt liv sammen i mere end 12 år, skriver den tjekkiske skøjtestjerne, der har været kendt for at være meget lukket op om sit privatliv.
Og det er tilsyneladende heller ikke helt frivilligt, at Martina Sáblíková nu deler noget privat med offentligheden. I opslaget skinner det igennem, at hun har kunnet mærke isen brænde under sig.
- I ved, at jeg altid har beskyttet mit privatliv - og det vil jeg fortsætte med, fordi det betyder meget for mig. Men på det seneste har jeg følt, at nogen har forsøgt at tale på mine vegne, og det er blevet lidt for meget, skriver hun.